Sidste nytår skrev jeg et opsummerende indlæg, og nu er det igen blevet tid efter denne blogs andet hele leveår. Først lidt kedelig blogstatistik, hvor det glæder mig at se, at der næsten har være dobbelt så mange besøgende  med 27.137 i 2009 mod 14.474 i 2008, hvilket i gennesnit er 74 pr dag i forhold til 40 i 2008. Tak for det!

Flinders og Hilda Petrie i Memphis ca. 1910
(©Petrie Museet, University College, London)

Ellers har året for mit vedkommende, som de fleste nok ved, først og fremmest stået i Flinders Petries tegn. Med starten af 2009 påbegyndte jeg et 3-årigt projekt på Glyptoteket med hovedvægten på dokumentation af museets fund fra Petries udgravninger. Det har jeg bl.a. fortalt om i DÆS-regi i både København og Århus, og senest har jeg skrevet en artikel i Papyrus med hovedvægten på Petries udgravninger i Memphis. I juni var jeg i London, Oxford, Cambridge og Bristol for at se på relaterede Petrie-fund og læse journaler, breve og anden dokumentation for den oprindelige funddeling. I den forbindelse holdt jeg også et foredrag for Venner af Petrie Museet i London.

Renée Friedman i København

I DÆS-regi har der været tre foredrag med udenlandske ægyptologer: Geoffrey Martin fortalte om Horemhebs grav i Kongernes Dal 4. maj, Richard Parkinson om fortællinger fra Mellemste Rige 27. august og Renée Friedman om Hierakonpolis 10. sept.

To udstillinger om Ægypten har været på plakaten i København i 2009. På Glyptoteket åbnede udstillingen om Danmarks første egentlige ægyptolog Valdemar Schmidt ‘Ægypten – kunstens kilde’ 10. okt. 2008, og den lukkede først 8. feb. 2009. På Nationalmuseet kunne man se ‘Ægyptiske Amuletter’ 4. april til 13. sept. 2009.

Jeg ledte efter et billede, som kunne illustrere det forgangne år og samtidig  lidt glad nytårsstemning. Det blev et billede fra Hans, som han sendte mig fra det han kaldte ‘de glade stunder i mudderpølen’. Den opmærksomme læser vil genkende den varme kilde ved hotel Desert Lodge i Dakhla, som jeg skrev om i forbindelse med DÆS-rejsens dag 8 og viste et billede uden badegæster. I slutningen af september til begyndelsen af oktober var jeg med 20 DÆS-medlemmer i Mellemægypten og oaserne Kharga og Dakhla. Det har fyldt en del her på bloggen, hvor jeg lige før jul blev færdig med at skrive om rejsen dag for dag. I april havde Lise en DÆS-rejse til Athen og Kreta.

I foråret udkom bogen på dansk om Amarna ‘Fokus på Amarna’ redigeret af Lise og Bo fra forlaget Sfinx.

På den mere internationale scene kan nævnes, at British Museum åbnede for den fine genopstilling af de nyrestaurerede malerier fra Nebamuns grav 21. januar. Neues Museum i Berlin slog dørene op 17. oktober, så det igen er muligt at se byens berømte ægyptiske samling under et tag. For ikke at tale om Nefertiti i nye omgivelser. I Geneve og Turino har der været Amarna-udstilling bl.a. med lån fra Glyptoteket. Store udstillinger som de to om Tutankhamon og Goddios om Alexandria, der alle har været i Europa tidligere, rejser nu rundt i fjernere egne i USA, Canada og Japan.

Hawass har i sidste halvdel af 2009 intensiveret sit korstog for at skaffe Nefertiti, Rosettastenen, Dendera Sodiak’en m. fl. tilbage til Ægypten. Det forlyder desuden, at den fine Ramses II statue i Turino og muligvis Turin Kongepapyrussen nu også er på hans ønskeseddel. Neues Museum fik ny direktør, Friederike Seyfried, som har overrakt Hawass dokumenterne vedr. Borchardts udførelse af Nefertiti fra Ægypten. Tyskland mener, de viser, at det foregik retmæssigt, og Hawass og Ægypten det modsatte. Vi får se, hvad der sker i den sag i løbet af 2010. Hawass’ hjemmeside blev i øvrigt opdateret i starten af 2009, og man kan her løbende følge med i hans meritter og nye fund gjort i Ægypten. Heritage Key supplerer med videoer mm.

I Luxor er de kommet endnu længere med nedrivningerne langs Nilpromenaden og Sfinksalléen samt i Qurna på Vestbredden. ‘Site management’ vil helt sikkert blive synligt endnu flere steder i løbet af 2010 ikke bare i Luxor.

Gulvmaleri fra Maru-Aten i Amarna, Glyptoteket ÆIN 1613

Cairo Museum har udsendt flere nyhedsbreve i 2009, Barry Kemp har startet et e-mail nyhedsbrev fra Amarna. Udgravningerne i Hierakonpolis og Tell Edfu samt KV63 og Muttemplet i Theben og mange flere vil vi kunne følge med i også i 2010. Flere udstillinger foredrag og andet kan vi også glæde os til i 2010. Bl.a. kommer Gay Robins til København og holder foredrag om Amarna-malerier i maj.

På Louises Anubis blog kan man nu se en liste over Folkeuniversitetsforedrag rundt om i landet, som hun er involveret i, og omvisninger på Glyptoteket. Allerede på søndag er det muligt at følge med Louise rundt på Glyptoteket og høre om Brygger Jacobsens ægyptiske samling. Sammen med Lise og Mette fortsætter jeg også selv på Folkeuniversitetet i København.

Tak til alle som har suppleret bloggen med kommentarer, tekst og billeder i 2009!

Godt Nytår!

John og Gitte Yardy holder ligesom sidste år jul i Luxor og har sendt mig en hilsen og et billede af, hvordan det går med Sfinksalléen.

24.12.09

Julehilsen fra et solrigt Luxor. Temperaturen hernede er en del over gennemsnit, og i mandags var den 31C, som er 4 grader over rekorden for d. 21. dec. Vi var til foredrag sidste lørdag på mummiemuseet, og der var fuldt hus, da mange ville vise sidste respekt for Kent Weeks’ kone, som druknede i Nilen lørdagen før (se Janes blog Luxor News). Foredraget var på fransk! men billederne var på engelsk, heldigvis! Emnet var TT33, en fantastisk grav fra det Ny Rige, men lavet som et museum med et af gravkamrene udført som en kopi af et gravkammer fra Gamle Rige. Som det blev sagt, var gravejeren en ægyptolog fra det Ny Rige med øje på fremtiden.

Jeg har vedlagt et billede, hvor der vises, hvor langt nedbryningen i Luxor er kommet i forbindelse med Sfinksalléen. Myndighederne har lovet den lille (protestantiske?) kirke et stykke jord, hvor kirken kan flytes til eller bygges på ny. Forresten er Luxor blevet et guvernorat med nye grænser langt nordpå og sydpå.

PS (Tine)
Jeg har fundet følgende link om TT33, der tilhører Petamenophis fra 26. dynasti. I denne periode efterlignede man tidligere ægyptisk kunst. Graven ligger i Assasif foran Deir el Bahri. Her er også en video fra graven.

Som nævnt tidligere tilbragte vi (dog ikke alle fra gruppen) den sidste morgen før hjemrejsen med at gå hen til Abu el-Hagag Moskéen, som er bygget ind i Luxor-templets østlige side af Ramses II’s gård bag hans pylon. Der var gratis entré til moskéen, som blev restaureret for et års tids siden, men vi betalte naturligvis gode bakhshish til de venlige vagter. Restaureringen er gjort meget fint, så det stadig er en moské, men med mulighed for at se så meget af templet som muligt.

På denne side af Luxor-templet (østsiden ind mod byen) ligger der mange løse blokke.

Plan som viser, hvor Abu el-Hagag Moskéen ligger (4).

Den oprindelige moské er bygget i det 13. århundrede, på et tidspunkt da kun de øverste dele af templet var synlige. Når man er i moskéen, er det derfor i niveau med søjlekapitælerne, og man er helt tæt på overliggerne.

Overligger med bl.a. elefant-hieroglyf. Disse hieroglyffer er kryptogrammer, en særlig form hvor hver hieroglyf står for et helt ord.

En anden interessant overligger viser Ramses, der giver de to obelisker til templet og templets pylon med obeliskerne og flagstænger.

Før restaureringen kunne man ikke se, at denne bedeniche faktisk er lavet i en af søjlerne, og overliggeren med relieffer var også helt skjult. Nu er der grønt glas over, så reliefferne kan ses men ikke er for distraherende, når man beder. Det må man kalde et kompromis, da den grønne farve sikkert er valgt, fordi det er islams farve.

Templet dukker frem overalt i moskéen – selv i det lille rum, hvor støvsugeren står…

Oppe fra moskéen er der en fin udsigt over Luxor-Templet, hvor man kan se de øvre dele af Ramses’ gård tæt på.

Eternal Egypt om Abu el-Hagag Moskéen
Artikel i National Geographic om Abu el-Hagag Moskéen (henvist til tidligere her på bloggen). Her fortælles det, at der også tidligere lå en kristen kirke, og det pointeres, at tempeldelene i moskéen er velbevarede, da reliefferne ikke blev ødelagt men blot dækket med stråblandet puds.

Dette var DÆS-rejsens sidste dag, og alle 14 dage er således på bloggen (kan findes under emnet ‘DÆS-rejse 2009′).
Det var en fantastisk rejse med mange og forskelligartede oplevelser, hvor vi besøgte rigtig mange spændende steder. Jeg har med glæde genoplevet turen gennem at udvælge og redigere billeder og skrive om den dag for dag.

Tak til Pia, Kurt og Elsebeth for at have suppleret med billeder. Og til alle rejsedeltagerne for at have vandret med rundt i ørkenen og op og ned ad bjerge med godt humør – og for at optræde på flere af billederne!

God Jul!

Den sidste hele dag før hjemrejsedagen tog vi sydpå for at besøge Nadine Möller i Edfu. Nadine er nu assistant professor på Oriental Institute, University of Chicago. Hun startede i 2001 med at undersøge og kortlægge resterne af Tell Edfu, og i 2005 begyndte de egentlige udgravninger.

Da vi kom til Edfu, var de netop begyndt at grave igen, så jeg havde aftalt med Nadine, at vi kunne komme i slutningen af vores rejse.

Vi måtte først igennem det forholdsvise nye indgangsområde til Edfu-templet sammen med mange andre turister, som kom fra Nilkrydsskibene. Nadine Möller kom ned fra tell’en og mødte os indenfor den nye omgivende mur omkring Edfu-templet og Tell Edfu.

Nadine fortalte os, hvordan der i virkeligheden kun er en lille del af den oprindelige tell tilbage. Selve templet blev også bygget ved at rydde en stor del af den tidligere bebyggelse, hvor der er lag tilbage til Gamle Rige.

Vi kunne ikke komme op på selve tell’en, men det var muligt at se udgravningen nedefra og zoome ind med kameraet.

De forskellige lag i tell’en kan dateres vha. den keramik, som stikker ud overalt.

I udgravningen finder de naturligvis også en hel del keramik, som skal vaskes og registreres. (Pias billede)

Nadine tog os også med hen til de forskellige løse blokke, søjle- og statuefragmenter, som er fundet i tidens løb. Da hun havde fortalt os om nogle af dem, sagde vi farvel til Nadine, som skulle tilbage til sit arbejde efter at have givet os en rigtig spændende rundvisning og et godt indblik i tell’ens historie.

Til sidst vovede vi os også ind i selve Edfu-templet: efter to uger på opdagelse i ørkenen og op og ned til forskellige klippegrave var det helt uvant at være på et sted med så mange andre…

Vi hilste på Horus.

Og vi gik rundt om templet for at se – eller gense – reliefferne hvor Horus overvinder den farlige Seth i form af en lille griselignende flodhest. (Pias billeder)

På den anden side af Nilen ligger el Kab, hvor vi igen var næsten alene. Det er heller ikke tilladt at fotografere i disse grave. (Pias billede)

Vi så først de fire åbne grave fra Ny Rige (Pias billede):

Ahmose søn af Ibana, admiral, som fortæller om kampen mod Hyksos.
Paheri, Ahmose søn af Ibanas barnebarn.
Setau, nomark og Nekhbet-præst, 20. dynasti.
Renni, leder af Nekhbet-præsterne, begyndelsen af 18. dynasti.

Vi kørte derefter ud i wadien, Wadi Helal, hvor der er flere små templer samt klippeindskrifter.

Først kørte vi længst ud til et tempel for den lokale gudinde Nekhbet og Hathor bygget af Thutmosis IV og hans søn Amenhotep III.

I templet er der Hathor-søjler og relieffer med farve bevaret.

Thutmosis IV og Amenhotep III.

Næste stop var den såkaldte Gribbeklippe og en anden klippe overfor, begge med klippeindskrifter. Gribbeklippen hedder sådan pga. sin form, der med god fantasi ligner en grib.

På klippen overfor Gribbeklippen var der indskrifter fra bl.a. Pepi I’s tid i 6. dyn. og flere fra Ny Rige som disse, hvor gribbegudinden Nekhbet tilbedes.

På Gribbeklippen fandt vi endelig rigtige forhistoriske klipperistninger.

Forhistoriske klipperistninger.

Et andet lille tempel kaldet el-Hammam (‘badehuset’) for guden Thot, opført af vicekongen af Nubien Setau (dog ikke den samme som i en af klippegravene) under Ramses II.

Overfor ligger et lille ptolemæisk klippetempel.

Templet var også for Nekhbet, og loftet var fint dekoreret med en række gribbe i midten og Hathor-hoveder og ptolemæiske kartoucher på skift på hver side.

På DÆS-rejsen i 2004 kiggede vi over den store mur på den anden side af vejen og jernbanen. Denne gang kørte vi bare forbi. På Egyptian Monuments (link nedenfor) kan man læse mere om, hvad der findes bag muren. (Pias billede)

I farten fik Pia også et billede af Mo’alla med Ankhtifis grav fra 1. Mellemtid, som vi også havde besøgt i 2004. (Egypt Sites og Tour Egypt om Mo’alla)

Tell Edfu hjemmeside med årlige rapporter

el Kab, Osirisnet bl.a. med billeder fra de fire åbne grave.
el Kab, Egyptian Monuments

Efter at have været i Mellemægypten og Oaserne Kharga og Dakhla, var vi tilbage i Luxor de sidste dage inden hjemrejsen. Den første dag tilbragte vi på Vestbredden, hvor vi først skulle til Kongernes Dal for at se Seti I’s grav. Siden ville vi besøge Nakht og Mennas grave og slutte i Medinet Habu og det nærliggende lille Thot-tempel fra ptolemæisk tid.

Først skulle vi købe entrébilletter, og en del af vores særtilladelse til at besøge Seti I’s grav skulle også betales i kontoret ved billetkontoret lige efter Memnonkolosserne: taftish som betyder ‘inspektorat’. Andre afgifter skulle betales i et kontor ved Kongernes Dal, og billetter til Ramses VI’s grav skulle tilkøbes i billetkontoret ved indgangen til Kongernes Dal.

På det øverste billede kan man se, at der stadig er nogle få farvestrålende Qurna-huse tilbage på Vestbredden. De fleste steder er de dog revet ned, som det fremgår af billedet her.

Det Tyske Hus har indtil videre fået lov til at blive liggende.

På vej ind i Kongernes Dal. Inde i selve dalen kunne vi ikke fotografere, da der lige var indført den regel, at man slet ikke må tage kameraer med ind. De skal helst efterlades i bussen, og ellers må man aflevere dem ved indgangen og få dem igen, når man går ud. Efter sigende er det nye totale forbud indført, fordi forbuddet mod at fotografere inde i gravene er blevet omgået ved at bestikke vagterne. (se Hawass’ hjemmeside)

Som nævnt betalte vi for en særtilladelse til at komme ind i Seti I’s grav. Vi havde forholdsvis god tid, men til sidst blev inspektørene dog noget utålmodige. De havde et lille ‘kontor’ med skrivebord og stole nede i gravkammeret, da de i øjeblikket forsøger at komme til bunds i den lange tunnel, som udgår fra gravkammeret (se Hawass video, nævnt tidligere her på bloggen).

Efter Seti så vi også Horemhebs grav, der var genåbnet, mens vi var der. Det seneste nye er dog, at den pt. er lukket igen, så vi var heldige at være der på det rigtige tidspunkt. Entréen indgik i den almindelige billetpris for tre grave. Til gengæld betalte vi en ekstra billet for at komme ind i Ramses VI’s grav, som ellers også havde været lukket et stykke tid.

Vi spiste en dejlig frokost på Hotel Marsam (Sheik Ali’s),  hvor der også var mulighed for at købe souvenirs i form af  skarabæer, ushabtier og andre små figurer. (Pias billede)

Efter frokost skulle vi se to af de fineste og mest berømte privatgrave: Nakht og Menna. Ved gravene lå det lille Gurna Museum, som vi dog ikke besøgte. Så vidt jeg husker, havde det tidligere en anden beliggenhed, hvor det måtte lukke, men så genåbnede det i den nuværende version (se Gurna History Project).

Det var naturligvis også forbudt at fotografere i Nakht og Mennas grave, hvor der stadig benyttes spejle til at oplyse de smukke malerier. Her er det Mennas grav, hvor man kun kan komme ind i den forreste tværhal. I begge grave måtte vi gå ind i to hold, da der ikke er plads til så mange ad gangen.

Flere grave og ruiner …

Gurna moské står stadig.

Til sidst kørte vi til Medinet Habu, hvor jeg ville måle nogle hoveder for at se, om de havde samme proportioner som et hoved fra Petries udgravninger i Memphis på Glyptoteket (se indlæg på Glyptotekets blog).

I den 1. gård er der et tilsynekomstvindue fra tempelpaladset. På begge sider under vinduet er der hoveder af faraos fjender.

Da hovederne var lidt højt oppe, var det godt at have nogle villige hjælpere. (Elsebeths billede)

Opmålingen af hovederne vakte dog en del postyr og endte med, at jeg blev skældt ud af en inspektør, da jeg ikke havde nogen måletilladelse… Heldigvis havde jeg på det tidspunkt fået de nødvendige mål, som passede fint med hovedet på Glyptoteket. (Pias billede).

Der er mange fine relieffer i Medinet Habu. Her er det vaser med låg med en frø, Bes, en grib (?) og gazeller.

Og Ramses III, der skærer korn med et segl og tilbeder Hapi siddende foran en hejre, som også står for ‘oversvømmelsen’. Scenerne findes i Osiris-afdelingen i den indre del af templets venstre side, og de er en del af Ramses’ ophold i ‘Iarus marker’ i det hinsides.

Vi gik også rundt om templet, hvor tyrejagten på bagsiden af den sydlige pylon var flot belyst i eftermiddagssolen.

Tempelpaladset med tilsynekomstvinduet indefra.

Havfolket på nordsiden var til gengæld i modlys, men man aner dog nogle af bådene, ægyptere med buer og fjender i kaos.

Til sidst gik flere af os over til det lille tempel bygget af Hatshepsut og Thutmosis III.

Her et relief med Thutmosis III og Seth. Det er især interessant da det viser, at en konge kan være udstyret med de høje slanke horn, som ellers bedst kendes i forbindelse med gudinderne Hathor og Isis.

Det lille ptolemæiske Thot-tempel, Qasr el Aguz syd for Medinet Habu, var desværre netop lukket, da det var sidst på eftermiddagen.

Man kunne kigge ind, men det må vente til næste gang med at komme ind i selve templet. Elsebeth og Jørgen har tidligere besøgt templet (se Elsebeths billeder fra tidligere indlæg).

Lige syd for Medinet Habu var der ægyptiske udgravninger igang, hvor de har fundet bygninger fra romersk tid.

Og til sidst et billede af Medinet Habu i eftermiddagssolen set fra syd.

Det er heldigvis muligt at finde billeder og planer mm. af gravene og templerne på Vestbredden:

Theban Mapping Project klik på gravene:
Seti I, KV 17; Horemheb, KV 57; Ramses VI, KV 9

Osirisnet:
(Seti I er ‘under contruction’)
Horemheb, KV 57
Ramses VI, KV 9 (slideshow)
(Nakht, TT52 og Menna, TT69 er pt. ’under contruction’ – de har tidligere været på Osirisnet, og forhåbentlig kommer de på igen – sikkert i en endnu bedre version)
Thot-templet v. Medinet Habu (Qasr el Aguz)

Touregypt:
Nakht, TT 52
Menna, TT69
Medinet Habu

Efter en nat i Assiut var vi klar til at se det, vi var kommet for, nemlig de berømte Assiut-klippegrave fra 1. Mellemtid og Mellemste Rige, som man ikke har kunnet besøge i mange år, da de ligger i et militært område. Siden 2005 har Assiut Projektet under ledelse af Prof. Dr. Ursula Verhoeven-van Elsbergen fra Johannes Gutenberg-Universität i Mainz og Prof. Dr. Jochem Kahl fra Freie Universität i Berlin arbejdet her i samarbejde med Prof. Dr. Mahmoud El-Khadragy fra Universitetet i Sohag. Jeg kender Jochem fra min første sæson i Tell el-Dab’a i 1986, og vi fik derfor mulighed for at besøge Assiut. Det er stadig ikke alle forundt at besøge gravene i Assiut, og vi havde også særtilladelse hertil fra SCA og Zahi Hawass.

Fra hotellet kunne man se helt ud til klipperne, hvor gravene findes, og det var muligt at zoome lidt ind og genkende nogle af de grave, som vi siden besøgte. Det som ligner store huller lidt under midten er gravene III-V. Længere nede ad bjerget ligger den mest berømte Grav I tilhørende Hapidjefai I (også kaldet Djefaihapi), som ikke kan ses her.

 Her er en plan, klik for at få den større.
De grave vi så er markeret med rødt.

Området omkring klippegravene er stadig militært område, og vi kunne ikke fotografere, da det ville være svært at undgå at få nogle af de militære installationer med. Jeg spurgte dog Jochem, om vi ikke kunne tage et enkelt billede nedefra til sidst, og det fik vi lov til. Her ses den trappe, som er hugget ud i klippen det første stykke op til Grav I. Senere blev det lidt mere besværligt at komme op ad bjerget af smalle stier.

Grave i den rækkefølge vi så dem:

Grav I,  Hapidjefai I
Som nævnt kan han også kaldes Djefaihapi, og i min udgave af W. Stevenson Smith, The Art and Architecture of Ancient Egypt hedder han Hepzefa. Han var nomark under Sesostris I i 12. dynasti og fik en af de største kendte klippegrave, hvor der var meget højt til loftet, op til 11m, og med en række rum på i alt 55 m ind i klippen. Oprindeligt havde der været endnu et ydre rum, som nu er ødelagt og uden loft. På væggene var der lange tekster med især Hapidjefais kontrakter med de præster, som skulle sørge for hans dødekult. Teksterne er aldrig tidligere blevet kopieret i deres helhed, men det bliver nu gjort af Assiut Projektet.

I Kerma i Nubien fandt G.A. Reisner en meget smuk statue af Hapidjefais hustu Sennuwy og den nedre del af en statue af Hapidjefai selv. Han troede derfor, at H. havde været guvernør i Kerma og således blev begravet der. Det har senere vist sig, at statuerne først kom til Kerma i 2. Mellemtid, hvor de sandsynligvis var røvet fra graven i Assiut og solgt videre.

Hundegraven
Da vi besøgte Assiut var de i gang med planerne for at tømme en grav nær Grav I med utallige hundemumier og -knogler, Hundegraven. Assiuts skytsguder var Wepwawet og Anubis, der fremstilledes som sjakal/hund/ræv, og som havde templer med tilhørende hellige hunde i byen. Disse blev siden begravet i bjerget.

Grav V
Khety I, 1. Mellemtid. En meget ødelagt grav, hvor facaden og loftet til den store forreste hal er borte.

Grav IV
Khety II, 1. Mellemtid under kong Merikara. Khety II efterfulgte Iti-ibi fra Grav III som nomark og fortsatte kampen mod Theben (se Grav III). Relieffer med marcherende soldater med skjold ses stadig på en af væggene.

Grav III
Iti-ibi, nomark i slutningen af 1. Mellemtid. Facaden er væk, men den store forreste hal er en af de største fra 1. Mellemtid. Oprindeligt var der to rækker med to piller, som delte rummet i tre dele. På væggene var der stadig få rester af den oprindelige dekoration, hvor især en kampscene mellem to soldater, formodentlig en  ’assiuti’ og en fra Theben, som kæmpede i slutningen af 1. Mellemtid, er interessant.

Grav III og IV er også forbundet med Grav N 13.2, og det er sandsynligvis her, i disse tre grave, helgenen og eneboeren John af Lycopolis (det græske navn for Assiut) boede, da tre rum omtales i en tekst om ham. Gennem en åbning kommunikerede han  med omverdenen og modtog besøg lørdag og søndag, dog kun af mænd.

N 13.1
Den sidste grav, vi så, lå endnu lidt højere. Den blev opdaget i 2005 og stammer også fra slutningen af 1. Mellemtid og tilhørte nomarken Iti-ibi(-iqer). Foran graven var der flere vertikale skakter til gravejerens underordnede. Selve graven bestod af et  næsten kvadratisk rum med to piller og en indre niche. På væggene sås også marcherende soldater med skjold foruden utallige graffiti fra det tidlige Ny Rige. Sidstnævnte består af tekster og billeder af bl.a. en flodhest, og de hænger sammen med, at graven blev benyttet som ekskursionsmål for skoler i Ny Rige.

En fin kvindestatuette af træ på Nationalmuseet siges at stamme fra en grav i Assiut. Hun ligner faktisk en lidt ’billigere’ udgave af Sennuwy.

På museet i Mallawi så vi som nævnt (Dag 6) nogle fine kister fra Assiut.

De to berømte modeller med ægyptiske og nubiske soldater stammer fra Mesehtis grav i Assiut. Denne grav kan ikke umiddelbart ses på planen ovenfor.

Jeg tror, alle var enige om, at besøget hos Jochen Kahl og hans hold på bjerget i Assiut var en nat i Assiut værd. Inden vi fortsætter til Qau el Kebir er her Pias billede, som også blev taget, lige før vi kørte. Se flere billeder fra selve gravene ved at følge de forskellige links nederst.

Qau el Kebir ligger på østbredden af Nilen, så fra Assiut på vestbredden kørte vi over broen og ca. 45 km mod syd. Gravene her er fra 12. dynasti, og de store nomark-grave er generelt senere end i Assiut. Der var tre strørre anlæg med en processionsvej op ad bjerget til et terasseanlæg med en søjlegård i første niveau og en portico i næste niveau, hvorfra der var adgang til flere rum hugget ud i klippen, det første med yderligere søjler. Nomarken Wah-ka II, som levede under Sesostris III til Amenemhet III, havde den længste processionsvej. Vi gik op og så nærmere på det imponerende gravanlæg.

Her ses Wah-ka II’s grav fra den 2. terrasse, med blik ned på søjlegården og rampen fra 1. til 2. niveau.

Ligesom i Assiut var de forreste dele styrtet sammen, men her var lukket til de indre rum.

Når man kiggede op i den bevarede del af det let vælvede loft i det sammenstyrtede rum, kunne man se noget af den oprindelige dekoration.

Flinders Petrie arbejde i Qau i 1923-24, og på hans tid var det stadig muligt at se flere forskellige loftsmønstre. Her er et af dem.

Hos Digital Egypt (se nedefor) fandt jeg denne illustration fra Petries oprindelige publikation med loftsmønstre fra Wah-ka II’s grav. Det, jeg fotograferede, må være det nederst til venstre.

Det var muligt at se ind i det aflåste rum med en niche til en statue af Wah-ka i midten af bagvæggen. Man kunne også ane, at der havde været dekoration på væggene, bl.a. en kheker-frise øverst.

Det er klart, at ødelæggelsen af klippegravene også her hænger sammen med, at der har været stenbrud. (Pias billede)

Udsigten oppe fra omkring Wah-Ka II’s grav. Det ser ud til, at der var mange skaktgrave nedenfor de finere klippegrave. (Pias billede)

På vejen tilbage til Luxor kørte vi igen på østbredden, da Qau som nævnt lå her (i øvrigt lige syd for Hammamiya, se Dag 2). Denne gang fik Pia et billede af resterne af et tempel, som ser ud til at være fra græsk-romersk tid (jvf. Su’s rejseblog Reflections on the Nile, hvor hun kalder det et ’mystery site’.

Der er ikke længere konvojer fra Hurghada til Luxor, men det sidste stykke vej til Luxor fra Qena, hvor vejen til Hurghada er, tager alligevel lang tid, da der i stedet er utallige kontrolsteder (checkpoints). Til sidst nåede vi dog frem til vores hotel, Iberotel ved Nilen syd for Luxor-templet.

Assiut:
Læs mere om Assiut Projeketet med Jochem Kahl i spidsen: The Asyut Project. Her er der bl.a. billede af Hapidjefais grav (Grav I) udefra.
JOGU pdf-fil (3 sider) med en artikel om arbejdet i Assiut (på tysk)
Som nævnt tidligere har en hollandsk studiegruppe også fotograferet inde i Hapidjefais grav: flickr billeder fra Stefan Geens
Statue af Sennuwy i Boston
Om John af Lycopolis

Qau el Kebir:
Digital Egypt baggrundsinformation og litteratur
Digital Egypt 3D rekonstruktioner af grave i Qau el Kebir
Digital Egypt om Wah-ka II’s grav
Egyptian Monuments om Qau el Kebir

Lise har netop været i Ægypten, og hun har sendt mig følgende tekst og billeder om Luxor- og Karnak-templerne.

Der er nu for alvor tiltag i gang for at knytte Luxor-templet visuelt til Karnak-templet ved at blotlægge hele den 2,5 km lange processionsvej, der markerede Amon-Ras rute ved den årlige Opet-fest. Den stribede moske og keramikmarkedet ved Luxor-templet er nu fjernet.

I modsat retning er de nået til huset umiddelbart ved siden af den koptiske kirke, der efter sigende skal flyttes. Hvor vejen til lufthavnen krydser sfinx-alleen, var der allerede i foråret udgravninger i gang for at fritlægge baser og brolægning.

I Amenhotep IIIs offerrum i Luxor-templet, hvor foryngelsen af den kongelige ka fandt sted, er konservatorer i gang med at rense den vestlige og sydlige væg med forbløffende resultater. Bag stilladserne kan man skimte et sandt orgie af farver, især blå og grønne som f. eks. Amon-Ras blå hud.

I Karnak er det nye Visitors Centre nu åbnet. I midten står en prægtig model af hele templet, og på væggene hænger gamle fotografier, der viser hvordan templet så ud, inden systematiske udgravninger og rydning begyndte.

Også Henri Chevriers moderne hjælpemiddel er kommet med ind i bygningen: et tog, fremstillet i Denver, Colorado, som han anvendte til at transportere de mange store stenblokke, som han fiskede ud af bl.a. den 2. og 3. pylon.

Mange tak til Lise!

Jeg har flere gange læst notitser om spændende udgravninger ved Rødehavet i Wadi Gawasis.

I nogle huler har Kathryn Bard fundet reb, ankre og andet, som har at gøre med skibsfart, og skibsrejser til Punt nævnes på steler med Amenemhet III’s navn fra slutningen af 12. dynasti.

Fra 6. december vil der vises en udstilling på Cairo Museum med fund fra Wadi Gawasis.

Læs mere og se billedshow om Wadi Gawasis (billedet ovenfor er her fra)
projektets hjemmeside
Archaeogate med billeder og planer
Flere billeder fra AJA online

David sendte mig en mail og gjorde mig opmærksom på, at han har fundet en sjov lille genstand i Antiksamlingen på Nationalmuseets gemmer.

Det ligner mest en kringle, men det er en slange, hvor hovedet er brækket af. Nærmere betegnet gudinden Wadjet som en kobraslange, der var skytsgudinde for Deltaet og især byen Buto. Den lille genstand har en længere indskrift på undersiden, hvor man bl.a. også kan læse Amenemhet III’s navn.
Se billeder og læs mere på Nationalmuseets hjemmeside.

Wadjet med hieroglyffer

TourEgypt om Wadjet

Det var nu tid til at forlade oaserne og vende tilbage til Nildalen. (Pias billede)

Vi gjorde et par stop på vejen for at se den romerske by Kellis, og for at gøre endnu et forsøg på at finde gamle klipperistninger.

Ca. 20 km øst for hovedbyen Mut ligger ruinerne af Kellis, som i dag hedder Ismant el-Kharab. Ismant er en nærliggende landsby, og el-Kharab betyder ‘ruiner’, altså ‘Ruin-Ismant’. Stedet er blevet undersøgt og udgravet siden 1980′erne af Dakhla Oasis Project (DOP) under ledelse af Colin Hope.

Kellis var en stor by på omkring 1 km². Ruinerne stammer både fra Romersk tid, hvor de ægyptiske guder stadig blev tilbedt i templer, og fra overgangen til kristendommen med flere kirker, dvs. fra det 1. til 5. århundrede. Som det ses, kan ruinerne også anvendes i dag …

En række med ca. 20 grave i den nordvestlige del af Kellis benævnes Nordgravene. De er bygget af lersten, og flere har stadig puds på det nederste af væggene.

Den største grav, North Tomb 1, blev allerede dokumenteret af amerikaneren Herbert E. Winlock i 1908. Det centrale rum havde mure af sandsten med faraoniske scener, men da Dakhla Oasis Project fra Monash University (DOP) begyndte at arbejde her i 2000, var kun de nederste lag stadig intakte. Winlocks fotografier og de bevarede rester er dog nok til, at man kan datere graven til det 1. århundrede.

Puds på væggene i en grav ses her.

Det største tempel var til ære for guden Tutu, der var meget populær i Ptolemæisk og Romersk tid. Han er et godt eksempel på den gamle ægyptiske tro blandet med noget nyt. Tutu fremstilledes som en sfinks, der ofte havde en hale som en kobraslange og et ekstra krokodillehoved under sit eget hoved. Udgravninger startede her i 1991, hvor man opdagede, at der lå et mamisi ved siden af hovedtemplet. De fine malerier med rækker af ægyptiske guder er blevet restaureret af DOP, og en artikel i det seneste Egyptian Archaeology (EA 35, 2009, s. 3-7) viser flere billeder her fra.

Da vi kom til stedet, hvor vi på vejen til Dakhla havde stoppet for at lede efter klipperistninger, stoppede vi igen. Det fremgik nemlig af Elsebeths guidebog, at der også var klipperistninger på selve ‘kamelklippen’, som vi ikke havde undersøgt i første omgang.

Vi blev dog ikke så meget klogere, da vi stadig er tvivl, om disse klipperistninger er de rigtigt gamle?

Efter at have været hele vejen rundt om kamelen og de nærliggende klipper, fortsatte vi til Assiut.

Vi kom frem til hotel Akhnaton i Assiut, som på mange måder var et antiklimaks, men samtidig – for en enkel nat – en oplevelse.  Her ses udsigten fra hotellet.

Der var rene lagner, og en praktisk detalje, som dog ikke var planlagt fra starten, var, at Jochem Kahl og hans hold også boede på samme hotel. Vi blev godt bevogtet her i Assiut, som er berygtet for studenteroprør mm., og bare vi skulle over på den anden side af gaden for at købe vand, blev vi fulgt af politivagter. Som det nok fremgår, er det ikke lige stedet at gå en aftentur, men for at hæve penge i en automat fik jeg dog bevilliget en lille gåtur med vores lokalguide Ahmed og to ekstra vagter. Det gik naturligvis uden yderligere problemer… Vi aftalte med Jochem, at vi kunne følges med udgravningsholdet ud til klippegravene næste morgen, så vi bl.a. alle kunne bevogtes af de samme politivagter. (Pias billede)

Hotellet blev også brugt til bryllupper, som det ses af denne trone til brudepar i rummet, hvor vi fik aftensmad. (Pias billede)

Dakhla Oasis Project om Ismant el-Kharab (Kellis), bl.a. med en oversigtsplan og flere artikler om de forskellige udgravningsområder med planer. Bl.a. en artikel om udgravningerne i 2000-2002 med et fint relief af guden Tutu. Og Læs mere om Nordgravene, med bl.a. Winlocks billeder af North Tomb 1.
Ismant el-Kharab (Kelllis), Egyptian Monuments

40 sider om Dakhla med billeder, især om Dakhla Oasis Project og bl.a. om Kellis og Amheida. Udgivet i forbindelse med en udstilling om Dakhla: Treasures of the Dakhleh Oasis. An exhibition on the occasion of the Fifth International Conference of the Dakhleh Oasis Project.