I Grimaldi Forum i Monaco kan man 12. juli til 10. september 2008 se en udstilling om ægyptiske dronninger med ca. 250 genstande fra de forskellige store museer i bl.a. Cairo, Berlin, Torino, Paris, New York og London. Som det fremgår af forsiden til udstillingskataloget, er et af de fine låg til kanopekrukkerne fra KV55 med. Det forestiller sandsynligvis Akhenatens anden hustru Kiya, og et tilsvarende låg er også med på Tutankhamon-udstillingen (London):

Låget er af alabast ligesom en anden berømt statue på denne udstilling, nemlig lille Pepi II på skødet af sin mor:

Andre berømte dronninger som Hetepheres, Ahmes Nefertari, Hatshepsut, Teje, Nefertite og Kleopatra er naturligvis også repræsenterede. Samt den lille træstatuette af hofdamen Tuty fra Medinet Gurob (igen med en parallel på Tutankhamon-udstillingen, hvor vi så hofdamen Resi sammestedsfra):
(rettet fra tidligere version, hvor billedet viste Lady Mi)
Udstillingen er sammensat af Christiane Ziegler, der i mange år var leder af den fornemme ægyptiske samling på Louvre i Paris. Det bliver helt sikkert en fin udstilling, så man kan jo også håbe på, at den efter Monaco kommer til et sted nærmere os. se hjemmesiden, som har meget tekst og ikke så mange billeder.
_______________________________________________________________________________________________
Mere museums- og udstillingsnyt:
Indlægget om Alexandria-udstillingen i Madrid nedenfor er blevet opdateret med adresse og link til selve udstillingens hjemmeside.
Det Ægyptiske Museum i Cairo har udsendt sit første nyhedsbrev, som også beskrevet nedenfor. Det er fire sider med direktøren Wafaa el-Saddik på forsiden. Hun håber, at dette tiltag vil komme til nytte og er åben for tilbagemeldinger. Tilmeld jer som nævnt nedenfor og modtag dette nyhedsbrev pr. e-mail. Det anbefales at vælge den engelske version …
Tutankhamon-udstillingen i London slutter 31. august og skal derefter til USA igen: Dallas, Atlanta og Indianapolis. Så skynd jer til London! Der er naturligvis også en chance for at se Tutankhamon i Wien, hvor udstillingen slutter 28. september. Om den skal andre steder hen, forlyder der endnu ikke noget om.
Og selvom det ikke er Ægypten, må vi ikke at glemme, at Danmarks Oldtid på Nationalmuseet endelig åbner igen d. 17. maj med en flot nyopstilling!
Hej Tine,
Glyptoteket har også et stykke med på denne udstilling – et relief med Amenophis 3 og…damn, det har jeg glemt, må lige tjekke i morgen og vende tilbage. Det ser ud til at blive en spændende udstilling. Jeg vil i hvert fald gerne ned og se den, men vil også gerne se Tutankhamon (i både London og Wien) ;o) Men man kan jo ikke nå det hele.
By: Louise on 18. maj, 2008
at 18:03
Hej Louise,
Et hurtigt kig i Mogens Jørgensen, Ægypten II viser et relief fra Memphis med Amenophis III, som ofrer til Sakhmet. Er det mon det, du mener?
- Jeg vil også gerne både til Wien og Monaco – måske engang i august?
By: tinebagh on 18. maj, 2008
at 21:00
Hej Tine (det er stadig Louise her, bare fra en anden blog),
Ja, det tænkte jeg også, men jeg mener bare det var et andet, en eller anden murbrok der ligger på magasin ;o) Jeg glemte at tjekke, men skal altså se at huske det! Jeg kommer ikke til at se udstillingerne i august, for da skal jeg til Ægypten, nærmere bestemt Luxor, i en uge og slappe af med svømmepøl og udvalgte seværdigheder :o) Måske senere der kan blive råd til en rejse til nogle seriøse udstillinger!
By: bogsider on 19. maj, 2008
at 18:14
PS. Grunden til at jeg mener, at det er et andet stykke er, at jeg ikke kan finde ud af hvor det pågældende stykke med Amenophis 3. og Sakhmet passer ind med dronningetemaet. Måske i forbindelse med Teje? Nå, jeg tjekker i hvert fald lige om det er det, eller noget andet, der skal på rejse.
By: bogsider on 19. maj, 2008
at 18:16
Hej igen,
Jeg kunne heller ikke helt se, hvordan det skulle hænge sammen med en gudinde og dronninger; men de har vist et ‘religion’ tema på udstillingen også. Venter spændt på at få det opklaret i morgen!
- Tine
By: tinebagh on 19. maj, 2008
at 21:06
Nå, så huskede jeg at tjekke det. Og det er faktisk det omtalte relief af Amenophis 3. og Sakhmet. Gad vide hvilken forbindelse de skal udstille det i? Det bliver interessant. Jeg forestiller mig at det kunne være i forbindelse med Teje, men der er selvfølgelig også andre muligheder. Vi snakkes ved. KH Louise
By: Louise on 21. maj, 2008
at 09:27
Tak for den oplysning Louise. Vi må se, om det opklares, hvordan relieffet passer ind i udstillingen.
Kh, Tine
PS Jeg vil tilføje lidt på bloggen om dette.
By: tinebagh on 22. maj, 2008
at 13:03
- og jeg vil til Monaco og se hvad det har tænkt sig ;o) Ellers kan jeg jo også spørge MJ om han ved noget. Hvis der er noget nyt, laver jeg det som kommentar på dit nye indlæg.
KH Louise.
By: Louise on 22. maj, 2008
at 18:31