You are currently browsing the category archive for the ‘Berlin’ category.
Her i efteråret har vi haft to DÆS-rejser til Berlin med Uffe Steffensen som rejseleder. Uffe bor pt. i Berlin, hvor han er phd-studerende på Humbolt Universitet. John Yardy var med på Berlin-rejsen i oktober, og han har sendt mig følgende billeder og tekst.
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Berlin er en historisk storby, ikke blot på grund af dens museer men også på grund af krig og en mur.

På samme gade som vores hotel findes disse to mindeplader fra 2. verdenskrig.

I den modsatte ende af byen tæt ved den amerikanske ambassade findes et mindesmærke, der på både smuk og dramatisk vis beskriver berlinernes vilde begejstring over murens fald.

Trods regn og kulde havde vi i Uffe en fremragende rejseleder og rundviser, som beherskede ikke blot det kulturelle, men også de praktiske og kulinariske aspekter af Berlin.
På turen besøgte vi Altägyptisches Wörterbuch (det store ægyptiske ordbogsprojekt under Akademie der Wissenschaften), som må siges at være lidt ud over det sædvanlige, man ellers får lov til at besøge i Berlin. Her er hovedparten af Richard Lepsius’ livsværk fra den Kongelige Preusiske ekspedition til Ægypten 1842-1845 opbevaret.

De ca. 2500 tegninger fra ekspeditionen blev samlet i godt og vel 100 bind. Fremgangsmåden for et trykt billede er vist på fotoet. Længst til venstre er en original tegning, vist nok efter en vægdekoration fra Meribs grav i Giza. Derefter blev tegningen farvelagt, så tæt på virkligheden, som det kunne lade sig gøre. Længst til højre vises det publiceret billede. På grund af de enorme omkostninger involveret blev der sparet lidt, så de trykte farver svarer ikke helt til den daværende virkelighed.

Ca. 10.000 papiraftryk (paper squeezes) af relieffer med tekst eller billeder er også opbevaret her.

Desværre viste det sig, at teknikken med vådt papir havde en katastrofal svaghed, da relieffets farvede overflade blev fjernet, idet den blev hængende på bagsiden af aftrykket.

Arkivet for selve hieroglyfordbogen består af knap 1,75 millioner indekskort (”Zettel”). For tiden arbejdes der på at udbygge og raffinere databasen, som kortene nu danner basis for, og målet er, at databasen bliver til en virtuel ordbog. Databasen er tilgængelig på internetadressen: http://aaew.bbaw.de.
Den ægyptiske samling i Berlin har nu hjemme i Neues Museum, som er nabo til Pergamonmuseet på Museumsinsel.

Vi havde fornøjelsen af Vera Blumenthal som guide i Neues Museum, hvor vi fik en glimende rundvisning.
Udover Nefertitis berømte buste findes der flere storslåede eksempler på Amarnakunst på Neues Museum.

Amarnakunstens endelige brud med ægyptiske kunsttraditoner er bedst set i denne profil af dronning Tejes hoved. Blottet for al pynt afspejler hendes prægtige ansigt en viljestærk personlighed.

Det blev bl.a. fortalt, at den seneste fortolkning af dette relief med Akhenaten og den konglige familie går ud på, at Akhenaten og Nefertiti ikke ser på hinanden men på Aten. Dvs. figurerne skal drejes 90 grader, så de konglige ser på Aten og viser os ryggen. Derved griber den mindste datter ikke ud efter Nefertitis ørering, men efter ankh-tegnet, der holdes i solstrålens hånd.

Ved den Nubiske samling var det Uffe, der viste rundt og holdt hele gruppens interesse fanget med sine kundige fortælinger.

Ligeledes havde Uffe meget at fortælle på Pergamonmuseet.
Der findes også noget fra Ægypten på Pergamonmuseet, som mærkværdigvis nemt kan overses.

Disse to mægtige søjler i rød granit var en del af et tempel til Juipiter, som romerne havde opførte i Libanon i det 1. århundrede e. Kr. Søjlerne stammer fra Ægyptens østlige ørken, givetvis fra Mons Porphyrites, som ligger 50 km vest for nutidens Hurghada. I tre århundrede var romerne alene om at bryde sten i området, som især er kendt for stenarten porfyr, en speciel mørk rødviolet granitart, som blev anvendt meget af tidens elite – derved opstod ordsproget ”born to the purple”. Mange af de søjler, som findes i nutidens Rom, især de flotte i Peterskirken, er eksempler på granit fra dette område.
Tak til DÆS og især Tine for at gøre turen mulig og en speciel tak til Uffe og holdet for en enstående lang weekend i Berlin. Skulle andre være fristet, kan jeg stærkt anbefale den spændende storby, som er både pæn og hyggelig samt en tand billigere end København.
Mange tak til John for billeder og tekst.
I forbindelse med Lises foredrag om Tuts medicinskab fortalte Elsebeth mig om en samling af ægyptiske planter på Botanisk Museum i Berlin. Jeg tænkte straks, at det ville være oplagt at lægge et besøg der ind i DÆS-Berlinrejsen 2-5. sept.
Samlingen stammer bl.a. fra Afrikaforskeren Georg Schweinfurth (1836-1925), som udviklede en metode til at bevare de skrøbelige tørre planter ved først at lægge dem i vand og derefter glatte dem ud. Man kan bl.a. se ægte planter fra Ramses IIs mumie fra kongemumie-cachetten ved Deir el Bahri foruden mange rekonstruktioner.
Elsebeth sendte mig nogle billeder.

Rekonstruktion af Tutankamons halskrave.

Et olivenblad.

Foto fra en lille særudstilling med mærkater fra gamle appelsinkasser og det fineste appelsinpapir.
Er man særligt interesseret, anbefaler Elsebeth: Renate Germer, Katalog der altägyptischen Pflanzenreste der Berliner Museen, Ägyptologische Abhandlungen 47, 1988.
Her kan man læse, at der i virkeligheden findes over 400 forskellige planter i samlingen. Det er dog en mindre del, der er udstillet.
Læs mere hos Gitta Warnemünde, som har skrevet om udstillingen med flere billeder: http://www.gitta-warnemuende.de/dahlem.htm
Og fra den Botaniske Have, som hører til Freie Universität.
Husk at være hurtig med tilmelding til DÆS-rejsen til Berlin – senest 22.3 for at få den bedste pris!
Læs om ny rejse 21.-24.oktober
______________________________________________________________________
Tilføjelse 4/5:
Da der nu er ti på ventelisten til Berlinrejsen med DÆS, arbejder vi på at lave en rejse mere i slutningen af oktober eller begyndelsen af november. Hvis dette har interesse, så skriv gerne til mig – evt. bare ved at lave en kommentar til dette indlæg, så får jeg det også som mail.
______________________________________________________________________
Tilføjelse 28/3:
Tilmelding til DÆS-Berlinrejsen er nu lukket med 15 deltagere, og det er kun muligt at komme på venteliste.
_______________________________________________________________________________
Tilføjelse mandag 22/3:
Det har desværre vist sig, at hotellet City 54 har overbooket 2-5. sept. Der arbejdes på at finde et andet lignende hotel, og fristen for tilmelding og indbetaling af depositum er blevet rykket til på onsdag 24.3.
_______________________________________________________________________________
Vi har fået et godt tilbud fra Rejsefeber på vores DÆS-rejse til Berlin 2-5. september med Air Berlin. Da de hele tiden ændrer deres priser hos Air Berlin, kan vi kun holde den lave pris til på mandag 22.3!
Hvis I vil med til Berlin for 3070,- og tillæg på 545 for enkeltværelse, så skriv til Tine (hvis I ikke har min mail, så skriv bare en kommentar til dette blogindlæg, så får jeg det pr. mail).
Depositum på 1000 kr. skal betales senest mandag 22.3.
Hvis der stadig er pladser, vil det også være muligt at tilmelde sig senere, men så bliver det til en anden (dyrere men pt. ukendt) pris.

Tors. 2. sep. Air Berlin AB8093
06:30 Afgang – København (CPH), Danmark
07:30 Ankomst – Berlin-Tegel (TXL), Tyskland
Søn. 5. sep. Air Berlin AB8950
19:35 Afgang – Berlin-Tegel (TXL), Tyskland
20:35 Ankomst – København (CPH), Danmark
City 54 Hotel & Hostel Berlin i Berlins Mitte
Chausseestraße 54, 10115 Berlin
google maps
Prisen inkluderer:
* Fly til Berlin t/r med Air Berlin inkl. skatter
* 3 nætter på City 54 Hotel & Hostel m. morgenmad i delt dobbeltvær., tillæg for sg.
* Entré til Neues Museum og Pergamonmuseet på Museumsinsel (gåafstand fra hotellet)
* Omvisning på Neues Museum
* Besøg på Altägyptisches Wörterbuch (det store ægyptiske ordbogsprojekt) (gåafstand fra hotellet)
* Besøg i Botanisk Haves museum med samling af ægyptiske planter
* U-Bahn transport til og fra hotel til lufthavnen Tegel og til Botanisk Museum i Dahlem.
* Rejseleder Uffe Steffensen, som bor i Berlin (flyver ikke med fra København).
Nærmere dagsprogram for rækkefølgen følger, når vi har booket entré på Neues Museum og aftalt tidspunkt med Altägyptisches Wörterbuch. Uffe vil hente gruppen fra lufthavnen, hjælpe med indcheck på hotellet, være med og guide på museerne og i øvrigt være behjælpelig i Berlin.
Ikke-DÆS-medlemmer kan også komme med – de skal bare melde sig ind i DÆS.
Jeg har skrevet flere indlæg om Neues Museum, som nu er samlet under kategorien ‘Berlin’.
Et par tidligere indlæg har allerede handlet om mit besøg på Neues Museum i Berlin, men der er mere at fortælle om den fine samling. Mellemste Rige var jeg også allerede inde på sidst med Amenemhet II og Ikhernoret, men der er mere interessant fra Mellemste Rige på Neues Museum.
Når man går ned i underetagen (niveau 0) fra indgangen kommer man først til en hal, som kaldes Zeit und Geschichte, hvor der er lidt blandet gods i forbindelser med den omtalte Arkæologiske Passage. Til den ene side her fra er Weltordnung med Sahures relieffer og til den anden Reise in Jenseits med sarkofager og dødebøger, begge omtalt tidligere.

Hvis man derimod går ligeud, mødes man af en flot Hapi-statue fra Mellemste Rige i Lebensraum Niltal, hvor der også er forskelligt andet, som har med livet i Nildalen at gøre, og ved siden af findes rummet Alltag (hverdag).

Her er der bl.a. modeller som dette kornmagasin, der næsten er lige så flot som Glyptotekets fra Gemniemhats grav i Sakkara.

I underetagen findes også rummet Jenseitswelt med kister og andet gravudstyr. Et gravfund med kiste, ølkrukker, fad, båd og offerbringende kvinde stammer fra Joseph Passalacquas udgravninger i Theben 1822-1825. Passalacqua hed egentlig Guiseppe Passalacqua (1797- 1865) og var født i Trieste i Italien. Han var kommet til Ægypten for at handle med heste, men der så han hurtigt mulighederne i at tømme gravskakter. Passalacqua tilbød sin samling til Louvre, men de ville ikke betale hans høje pris. Han tog så i stedet til Berlin, hvor han solgte samlingen til den preussiske kronprins Friedrich mod også at blive chef for museet i Berlin.

Graven tilhørte en mand ved navn Mentuhotep fra omkring midten af 12. dynasti. Statuetten af Mentuhotep selv er opstillet i skulptursalen på niveau 2 med stående, siddende, knælende osv. menneskefigurer. Denne form for opstilling er typisk for den tidligere direktør Dietrich Wildung, som er hovedkraften bag opstillingen i Neues Museum. Mentuhotep ses i den venstre montre længst til højre.

Da jeg ikke havde fotograferet Mentuhotep tæt på, fandt jeg dette billede på nettet, som jeg har redigeret lidt.

Kongerne findes på niveau 1, altså i stuen. Her er det Amenemhet III bagfra, så man kan se indskriften (og hvor populært det er at gå rundt med audioguides …). Men hov, tænker den hieroglyfkyndige, der står jo ikke Amenemhet men Merenptah. Statuen blev fundet i Ptah-templet i Memphis, hvor Ramses IIs søn Merenptah havde genanvendt den flotte statue. På statuens bælte på forsiden står der dog stadig Ni-maat-Re, som er Amenemhet III.

En tidligere konge i 12. dynasti, Sesostris I, skal vi også se bagfra, for så ser man, at han knæler.
Rækkefølgen af kongerne i 12. dynasti:
Amenemhet I
Sesostris I
Amenemhet II
Sesostris II
Sesostris III
Amenemhet III
Amenemhet IV
Sobeknofru (dronning)

Og til sidst også lige Sesostris III og hans berømte Semnastele, der er udstillet i Sudan-rummet i underetagen (niveau 0). Her er en oversættelse.
Jeg købte dette postkort i Berlin af ‘Amenemhet II’, som var pakket ind, da jeg var der (jvf. tidligere indlæg).

Statuen er omarbejdet af Ramses II og bærer også Merenptahs navn, men det er stadig umiskendeligt en Mellemste Rige statue. Om det virkelig er Amenemhet II, er dog ikke helt sikkert.

Statuen kommer fra Tanis, hvor der er fundet flere statuer fra Mellemste Rige genbrugt af Ramses II og Merenptah, jvf. Amenemhet IIIs mankesfinkser. De fleste kom sikkert til Tanis fra Pi-Ramses, eller i nogle tilfælde Bubastis, hvortil de i første omgang kan være bragt fra Memphis eller Fayum-området.
Det er muligt, at statuen skal stå sammen med Sahures søjlegård og Kalabsha-porten, da dette område foran Pergamon Museet, som nævnt tidligere, skal bygges om til en del af museet.

Et andet interessant postkort viser, hvordan der så ud på Neues Musseum i 1862 i den såkaldte Ägyptischer Hof. Det ligner ‘Amenemhet II’ i midten, hvor basen mm. dengang var restaureret (det ses på et billede i H.G. Evers, Staat aus dem Stein, 1929, Taf. 64 – hvor han i øvrigt er identificeret som Sesostris II). Det er dog snarere en anden statue i Berlin fra Mellemste Rige fundet i Tanis, som viser Sesostris I (Evers, Staat …, Taf. 41). Kun sokkel og ben var bevaret af denne sidstnævnte statue, men den var tidligere helt restaureret, så den lignede ‘Amenemhet II’. Statuen som man kun ser en lille del af til venstre er mere sandsynligt ‘Amenemhet II’.
Begge statuer skal tilsyneladende opstilles ved Kalabsha-porten i den nye tilbygning til Pergamonmuseet (se Kalabsha-link).

Få af malerierne fra Ägyptischer Hof er bevaret, og salen er gjort om til et galleri med kig ned til sarkofagerne i underetagen: Galerie Ägyptischer Hof, Der ägyptische Tempel (niveau 1) med bl.a. de tidligere omtalte Årstidsrelieffer fra Niuserres soltempel og Ägyptischer Hof, Reise in Jenseits (Niveau 0) med sarkofager og Dødebøger. Bemærk at der også står en romersk sarkofag – foruden en grav fra Helgoland og en statue med en slange omkring, som begge kan ses på Lises billede i et tidligere indlæg. De har alle at gøre med den omtalte Arkæologiske Passage…

Helt til venstre på postkortet fra Ägyptischer Hof i 1862 ser det ud til at være Ikhernofrets stele fra Abydos, hvor man får en beskrivelse af Osiris-mysterierne i Abydos i Mellemste Rige under Sesostris III. Teksten har gennem mange år været fast pensum for ægyptologistuderende fra Kurt Sethe, Lesestücke fra 1924.
Ikhernofret-stelen fra Abydos: http://www.touregypt.net/passionplay.htm
Amarna-samlingen i Berlin var delt efter 2. Verdenskrig, men den blev igen samlet på Charlottenburg, efter Murens fald. Nu er den tilbage på Neues Museum, hvor den oprindeligt stod, efter at Borchardt vendte hjem med fund fra de tyske udgravninger.

Thutmosis skulle have været konge efter sin far Amenhotep III, men han døde ung, og Amenhotep (IV), den senere Akhnaton, blev ny kronprins. På Neues Museum har de denne lille kiste og et relief, der er nogle af de få vidnesbyrd om den glemte prins. Hvis han var blevet konge, ville der måske slet ikke have været nogen Amarnatid.

Et tidligt relief fra Amenhotep IVs første byggeri i Karnak viser Ra-Herakhte med falkehoved og solskive ‘med sit navn Shu (‘lys’) der er i Aton (solen)’. Solen ses i øvrigt over Amenhotep IV til højre med ankh-tegn under, før det bliver til Atons solstrålearme, der giver liv (ankh).

Det berømte husalter med den kongelige familie, der modtager liv fra Atons stråler.

En smuk detalje i fokus.

I salen kaldet ‘under Atons stråler’ er der glastag, så Akhnaton, Nefertiti og deres døtre belyses direkte af Aton.

Fotografering er som det eneste sted forbudt i rummet, hvor Nefertitis berømte buste står i splendid isolation – meget flot i et rum med med nicher og kuppel over og i en høj glasmontre ligesom de øvrige under Atons stråler (se billeder på Heritage Key). Dette hoved af kvartsit til en kompositstatue er efter min mening også smukkere.

Gipsansigter mm. fra Thutmoses værksted i Amarna spejler sig i glasset. De blev fundet sammen med Nefertitis buste.

I rummet ‘Prolog’ i stueetagen til højre for indgangen (omtalt i forbindelse med Borchardts udgravninger i Abusir) findes som nævnt også en af Borchardts dagbøger fra udgravningerne i Amarna – bla. sammen med flere skulpturdele og ufærdige skulpturer fra Thutmoses værksted.

I den modsatte ende af Amarna-samlingen står denne flotte statue af Helios, som er fundet i Lycopolis (Assiut) (dog med et (?) på det tilhørende skilt). Det er naturligvis ikke tilfældigt, da han er den græske solgud.
Mange flere af de kendte Amarna-genstande kan ses i Berlin på 1. sal, som hedder niveau 2 på museets plan, bl.a. Spaziergang im Garten (hent artikel af Eveline Zahradnik i PalArch, 2009 som pdf).
Noget af det, jeg fandt mest interessant på Neues Museum i Berlin, var de mange store relieffer fra Sahures dødetempel i Abusir og årstidsreliefferne fra Niuserres soltempel i det nærliggende Abu Ghurab.

Begge konger regerede i 5. dynasti og byggede deres pyramider i Abusir. Ifølge tekstlige kilder byggede de også begge soltempler, men Sahures soltempel er aldrig fundet, og vi kender kun Niuserres soltempel og det mindre velbevarede tempel bygget af Userkaf.

5. dynasti
Userkaf – Pyramide i Sakkara
Sahure
Neferirkare (Kakai)
Shepseskare
Neferefre
Niuserre
Mankauhor
Djedkare
Unas – Pyramide i Sakkara (første pyramidetekster)
Klik for større plan over Abusir
Det tyske Orientgesellschaft med Ludwig Borchardt i spidsen gravede i Abusir mellem 1898 og 1902.

I det første rum i Neues Museum, ‘Prolog’, kan man bl.a. se fund fra Borchardts udgravninger i Amarna og Abusir og eksempler på hans dagbøger.

Nogle af de store Sahure-relieffer.

Sahure som sfinks, der tramper på sine fjender.

Niuserres årstidsrelieffer.

Årstidsrelief med Sobek.
Jeg undrede mig over, at Sahures granitsøjler og -arkitraver ikke var udstillet på Neues Museum. De kunne i sin tid ses på Charlottenburg sammen med den såkaldte Kalabsha Port, som også manglede på Neues Museum. Da flere store monumenter befinder sig på Pergamonmuseet, tænkte jeg, at det kunne være, at de skulle derhen. Da jeg søgte på nettet, viste det sig netop at være tilfældet. De skal stå i den nye længe, som skal bygges, hvor der tidligere var en gård og indgangsområde (jvf. også mit tidligere indlæg). Det hele forventes at være færdigt i 2015.
Sahure søjler og arkitraver i den nye 4. længe i Pergamonmuseet.
Og Kalabsha Porten fra udgravningerne i forbindelse med bygningen af Aswandæmningen.
Senere i år åbnes der en Sahure udstilling i Liebieghaus i Frankfurt: Sahure – Leben und Tod eines großen Pharaos. Den vil jeg holde øje med.
Se flere billeder fra Abusir
Er lige kommet hjem efter et ekstra døgn i Berlin pga. vejret, så her er et par hurtige billeder fra Neues Museum.

Ved Pergamon Museet står denne underlige ‘bygning’ af træ uden indgang. Den beskytter højst sandsynligt den statue af Amenemhet II, som plejede at stå her. De er nu også i fuld gang med at bygge indgangsområdet til Pergamon om.

På denne side af Neues Museum skal der bygges et nyt indgangsområdet til alle museerne på Museumsinsel. Det hele skulle være klart i 2013, hvor der også skal være en forbindelse mellem museerne, en ‘arkæologisk gang’. Bemærk at den venstre facade er helt ny, hvor museet var mest ødelagt.

Den ‘Arkæologiske Promenade’ er allerede forberedt i Neues Museum med forskellige temaer i underetagen. Her er det den Græske Gård med store relieffer fra Sahures dødetempel i Abusir sammen med en Zeusstatue (med ryggen til) og statuer fra 1200-tallet i Ukraine. Det kan virke kaotisk, men er alt sammen med til at beskrive verdensordnen.

Papyrussamlingen kan nu også ses på Neues Museum. For at beskytte dem mod for meget lys, er de anbragt i flade skuffer, som kan glide ud og ind. Det er naturligvis sjovt at trykke på knapperne … Her er det historien om Sinuhe i flere versioner.

Hatshepsuts sfinks fra Deir el Bahri, som Ruth og Kurt tidligere fandt i kulturvarehuset Dussmann, er stadig udlånt til Dussmann på Friedrichstrasse og altså ikke at finde på Neues Museum.

Til gengæld er de to siddende Sakhmet-statuer, som også tidligere var hos Dussmann, nu tilbage i den ægyptiske samling på Neues Museum.
Mere følger…
Den kommende weekend tager jeg til Berlin for om mandagen at holde et Petrie-foredrag på Freie Universität. Jochem Kahl, professor på Freie Universität, har inviteret mig, og rejsedeltagerne fra DÆS-rejsen sidste efterår kender ham som leder af udgravningerne i Assiut. Hvis man vil ‘hilse på’ Jochem, kan han ses på en lille video om at studere ægyptologi.
Jeg glæder mig naturligvis meget til at besøge Neues Museum, og ikke mindre nu da Lise var der sidste weekend og sendte mig følgende.

Det nyåbnede Neues Museum i Berlin må være det bedste i verden for Ægyptensinteresserede! Vi vidste, at den tidligere udstilling i Charlottenburg kun udgjorde en lille del af museets samlinger.

I Neues Museum får vi et endnu mere overdådigt udvalg. Det, der gør det unikt, er dog ikke blot oldsagerne: den engelske arkitekt David Chipperfield har genanvendt en stor del af den ødelagte bygning med dens originale væg- og loftudsmykning, kopieret fra Lepsius-ekspeditionens facsimiletegninger udført for over 150 år siden. Resultatet er råt og fascinerende og meget helstøbt.

Man må fotografere i museet, og der forefindes en ganske velassorteret boghandel. Det er en god ide forinden at købe indgangsbilletten på nettet. Fem timer kan man nemt få til at gå med besøget, og en enkelt dag er slet ikke nok.
Mange tak til Lise for billeder og tekst.
Vi planlægger en rejse til Berlin for DÆS-medlemmer i september. Mere om dette vil snart kunne findes på DÆS-hjemmesiden.
Elsebeth og Jørgen har netop besøgt Neues Museum i Berlin, og de har sendt mig nogle billeder og en frisk rapport.
Trods festlighederne m.m. i Berlin i anledningen af 20-års jubilæet for Murens fald stod et besøg på Neues Museum naturligvis højt på dagsordenen.

Interessen for at besøge museet er fortsat meget stor, og man skal derfor bestille tid i forvejen. Dette kan man gøre ved et lille billetkontor, som sælger billetter til alle museer på Museumsinsel. Her tilkøber man til den ordinære billet en såkaldt Zeitfensterticket. Vi bestilte om lørdagen og fik en tid til kl. 10 den følgende mandag. Er man kun i Berlin i få dage anbefales det derfor at bestille Zeitfenstertickets. Det kan også gøres på nettet hjemmefra (se nedenfor)

Amenemhet III
Men vel inde på museet må man blive så længe man har lyst. Den ægyptiske samling har her fået de smukkest tænkelige omgivelser, og for eksempel lyssætningen, både rent overordnet og på de enkelte genstande bør roses.

Man skal sætte god tid af til et besøg på Neues Museum, da også antiksamlingen og den forhistoriske samling er særdeles seværdige.

- Og sidst men ikke mindst er museet i sig selv en stor oplevelse.

Det er muligt at fotografere på museet uden blitz og stativ.

Seti I
Mange tak til Elsebeth og Jørgen!
