Gennem længere tid har jeg været på Nationalmuseet. Min hovedopgave var i første omgang at være med til nyopstillingen af samlingerne fra Den nære Orient og senest at skrive og redigere en Vejledning til Den nære Orient. Sammen med Anne Haslund Hansen og David Christensen ægyptologiserer vi dog lidt ind imellem. Godt nyt er, at Anne snart er klar med en Vejledning til den ægyptiske samling, og David har bl.a. hjulpet meget til med billederne til den, og han er i øvrigt omviser for grupper i alle aldre.

Her på bloggen vil jeg ind imellem komme ind på noget af det, som foregår på Antiksamlingen og nogle af de spændende genstande fra Ægypten. Til en start er her et billede, som også findes i Lise Manniche, Ægyptisk kunst i Danmark.

Sesostris III AS

Desværre er hovedet ikke udstillet, da det viste sig at være for stort og tungt indenfor rammerne af udstillingsarealet. Ingen, som kender bare lidt til det Mellemste Rige i Ægypten, vil dog være i tvivl om, hvem dette hoved tilhører med de tunge øjenlåg, sure mund (ødelagt) og … store ører. Det kunne være Amenemhet III, som man kan læse om hos Lise tidligere er blevet foreslået, men især hans øjne er mere karakteristiske for Sesostris III.

Hovedet kom via Alexandria til Nationalmuseet i 1864/65, men vi ved ikke, hvor det oprindeligt hørte til. Det er 49 cm højt, og når man ser nemestørklædet bag fra, ses det, at der er tale om en sfinks, og altså en kolossal-sfinks.

Sesostris III AS bag fra

Det leder tankerne hen på et andet hoved, fra Gamle Rige, som tydeligvis også stammer fra en sfinks: Djedefre, Kheops’ søn og efterfølger, der valgte at bygge sin pyramide i Abu Roash nord for Giza. Herfra stammer også sfinks-hovedet:

Djedefre fra siden

DÆS-rejsen i 2004 gik bl.a. til Abu Roash, hvor vi – og Djedefre – havde en fantastisk udsigt ned til Giza (dog lidt diset).

Abu Roash mod Giza