I den seneste udgave af Al-Ahram weekly (17 – 23. Januar 2008) skriver Nevine El-Aref om renoveringen af Cairo Museet. Bl.a. vil facaden blive renoveret (her menes sikkert bl.a. den nye udgang med stor boghandel mm., som tidligere omtalt her på bloggen), og nye opstillinger og montrer med moderne belysning og airconditioning mm. er også planlagt indenfor det næste år.

Eg.Mus. åbn. 1902
Museets åbningsceremoni i 1902 med Khediv Abbas Helmi II

I Wien åbner endnu en Tutankhamon-udstilling, som bl.a. ligesom den i London viser en af de små gyldne mumiekister, der var indeni kanopekrukkerne:
Tutanchamun und die Welt der Pharaonen, 9. marts til 28. september 2008 på Museum für Völkerkunde. Udstllingen er arrangeret under medvirken af National Geographic, og billetter sælges på samme måde som til udstillingen i London.

TAA Cairo
Den ene af to kolossalstatuer, der menes at forestille Tutankhamon. Både Ejes og Horemhebs navn står på den. Udlånt af Cairo Museum til Tutankhamon-udstilling i Wien.

I pressemeddelelsen siges det, at flere end 70 genstande fra Tutankhamons grav udstilles, bl.a. hans gyldne sandaler, en af ushabtierne og den omtalte minikiste. Desuden en kolossalstatue af Tutankhamon, der muligvis stammer fra hans dødetempel (billedet ovenfor). Derudover vises 75 genstande fra andre grave mm. Bl.a. Psusennes fine guldmaske fra det 21. dyn. i Tanis, som ligner Tutankhamons maske (der forbliver i Cairo).

Netkjole fra Qau
Perlenetkjole fra Qau
(Petrie Museet, pt. udstillet i Columbia)

En udstilling med genstande fra Petrie Museet i London turnerer USA. Den er nu nået til Columbia Museum of Art i Columbia, South Carolina, fra 27. januar til 8. juni 2008. Kataloget ‘Excavating Egypt: Treasures from the Petrie Museum’ kan købes gennem Oxbow for 25£ og kan varmt anbefales, selvom man ikke lige skal til USA. Det er opdelt efter de forskellige steder Petrie udgravede, f.eks. Illahun/Kahun og Naqada.