John Yardy har tidligere sendt mig billeder fra Luxor og Aswan. Sidst i juni var John og Birgitte igen i Ægypten og denne gang i Cairo. De var således i Sakkara og Dahshur, hvor det lykkedes John at få et kig ind i Knækpyramiden! Her følger et udvalg af hans billeder og tekst.

Vor lokale guide (150LE for 7 timer) købte te og sukker i Dashur landsby. Derfra kørte vi (Bil med chauffør 250LE) direkte til Knækpyramiden. Her kommer kun turister en gang imellem (bl.a. japanerne, som har noget i gang i Dashur), så vi var alene med turistpolitiet, som fik vores indkøbte te og sukker.

På åben ild bryggede de te, som vi drak fra et marmaladeglas. Dette foregik i skyggen af Knækpyramidens nordlige side inde under overhængende dæksten. Her er fantastisk flot, da næsten alle dækesten er intakte, og de danner en imponerende stejl og glat flade.

Jeg (John) fik lov af en ridende politimand på kamel at klatre de 15 meter op til indgangen til en ståldør med kraftig hængelås. Dog er der et mellemrum under døren, som jeg var slank nok at klemme mig igennem. I mørket kunne jeg med hjælp af politimandens meget lille lommelygt se, at gangen bare gik nedaf, meget langt nedaf! Så meget om det at have været inde i Knækpyramiden [jvf. kommentar til indlæg om Kheops’ anden båd nedenfor], og jeg kan svare med absolut sikkerhed, at den ikke er åben for turister endnu.


Kig ind i Knækpyramiden.

Den Røde Pyramide er som bekendt åben, men da vi var kommet ca. 30 meter ned i en meget mørkt gang, blev der råbt, at lyset var væk, så vi måtte opgive vor nedstigning.

På østsiden er der steder på Knækpyramiden, hvor dækstenene når helt ned til ørkenens sand. Bemærk at dækstenene hælder indad, mens de bagvedliggende sten er lagt vandret. Denne hældning har solidt fastgjort dækstenene og derved svære at fjerne til genbrug. Bemærk også hvordan dækstenenes højde er tilpasset højden af de respektive bagvedliggende sten. Her er stenene mere rent skåret end tilfældet er på Trinpyramiden. Trods det er stenene meget uens, dog har hvert lag sten sin egen bestemte højde, som kan variere fra lag til lag. Dette har trods alt gjort byggeriet lidt nemmere. Havde Snofru bygget uden et knæk var pyramiden blevet den højeste i Ægypten.

Til sidst Johns billede fra restaureringen af Trinpyramiden i Sakkara:

Endnu engang rigtig mange tak til John for billeder og tekst!

Det kan jo nævnes, at vores kursus på Folkeuniversitetet i efteråret 08 netop handler om Gamle Rige. Da jeg har talt om pyramider så mange gange på universitetet, har Elin lovet at tage dem denne gang. Jeg vil da bl.a. tale om udnyttelsen af pyramideområderne, om gravene omkring pyramiderne og om byer i Gamle Rige foruden om optakten til Gamle Rige. Se Folkeuniversitetets program.

Som supplement til Knækpyramidens indre er her et snit fra Mark Lehner:

Klik for større billede.

Udenfor Cairo Museet står den ene stele med Snofrus navne fra Knækpyramidens kapel:


Fra DÆS-rejsen marts 07, hvor vi bl.a. også var i Dahshur, rundt om Knækpyramiden og mange af os nede ved Amenemhet III’s Sorte Pyramide fra 12. dyn.

Læs mere om Knækpyramiden hos Touregypt.