For snart et år siden skrev jeg første gang om Ancient Egypt Magazine, og siden har jeg lavet et fast link til dette tidskrift (i spalten ude til højre) og selv hentet det som pdf-fil, når det er udkommet hver anden måned. Der er altid interessante nyheder, opdateringer og artikler samt ofte noget, som minder mig om noget af det, jeg har beskæftiget mig med her på bloggen eller på anden vis, og udvider og supplerer disse emner. Derudover er der også ofte emner, hvor jeg har tænkt, at det vil jeg på et tidspunkt nævne her på bloggen. Der går altid lidt tid fra annonceringen af, at det trykte blad er udkommet, til man kan hente det som pdf-fil, og jeg har netop fået august-september nummeret (vol. 9.1, no. 49): Ancient Egypt Magazine

Som det ses af forsiden kan man bl.a. læse om statuefundene i Amenhotep III’s dødetempel Kom el Hettan. Det er især interessant at se rekonstruktionen af Amenhotep III, hvor kroppen er fundet i templet, med en kopi af et af de to berømte hoveder fra British Museum.

I de korte nyheder og opdateringer handler det bl.a. også om klippegravene i Meir (Mellemægypten) og Qasr el Aguz nær Medinet Habu samt om eftersøgningen i Kongernes Dal efter Ramses VIII’s grav. Desuden ar der nyt og flere billeder fra Abu el Hagag moskéen med dele af Luxor Templet og fra badeanlæggene foran Karnak Templet.

For ikke så længe siden købte jeg en publikation gennem Oxbow om de tjekkiske udgravninger i Ægypten. De har netop fejret 50 års jubilæum i Ægypten med en udstilling på Cairo Museum, som jeg så, da jeg var der i marts, og udgivelsen af den nævnte bog. Den anmeldes i Ancient Egypt.


Unearthing Ancient Egypt: Fifty years of the Czech Archaeological exploration in Egypt
af Miroslav Verner og Hana Benesovská, med forord af Zahi Hawass og Michal Stehlík

Bogen har især mange gode billeder fra udgravningerne i Abusir, hvor tjekkerne under ledelse af Miroslav Verner har været mest aktive. De har bl.a. udgravet Raneferefs pyramideanlæg og fundet den lille statue af ham med Horus og Ptahshepses’ mastaba. I det forrige nummer af Ancient Egypt var der en længere artikel om disse udgravninger.

En anden bog, som jeg også har købt, er Jochem Kahls bog om Assiut (hans navn er skrevet som ‘Hahl’ i AE). Den og Assiut, vil jeg vende tilbage til. Bogen ‘Egyptology Today’ redigeret af Richard Wilkinson og med artikler af bl.a. Kent Weeks, Donald Redford, Rosalie David, Rita Freed og James P. Allen lyder også yderst interessant, da den omhandler de teknikker og metoder, som man i dag anvender for at udforske det Gamle Ægypten. Den må jeg også se at få købt … Den kan købes for £16,14 hos amazon.co.uk, hvor man også kan se indholdsfortegnelsen, før man bestemmer sig for at købe den.

Som nævnt tidligere her på bloggen er Barry Kemp i gang med en serie om udgravningerne i Amarna i Ancient Egypt. Denne gang skriver han om de mange værksteder og den store produktion af bl.a. glas og fajance i Amarna.


På Nationalmuseet har vi en del af fundene fra Petries udgravninger af et glasværksted foruden flere fajanceting og støbeforme fra Amarna.

En artikel med mange billeder handler om Tutankhamon-udstillingen i Wien, som foruden fund fra graven viser mange fine statuer fra forskellige perioder. En anden handler om Tell Basta/Bubastis i det østlige Nildelta.

Af ‘nyt’, som jeg endnu ikke har nævnt her på bloggen (men haft i tankerne), kan fremhæves to gode links:

British Museum har lavet en database over deres genstande, så man kan søge efter billeder og oplysninger på nettet. Man kan f.eks. søge på ‘Nebamun’ og få oplysninger om de fine malerier fra hans grav (der kommer en artikel om den i næste nummer af AE). Eller søg på Amenhotep III head, Amarna, egyptian glass, sphinx osv. osv.

Nicholas Reeves, som især har beskæftiget sig med Kongernes Dal og Amarnatiden, har oprettet en ny hjemmeside, som stadig er under opbygning, men der er allerede meget spændende at finde.

Jeg har ikke lavet henvisninger til tidligere indlæg her på bloggen om de emner, som nævnes ovenfor. Trofaste læsere (og deltagere i DÆS-rejser) vil sikkert nikke genkendende til flere af dem.

Der er link til Ancient Egypt Magazine øverst.