Hvis I endnu ikke har besøgt The Giza Archives (også fast link under ‘Udgravninger i Ægypten’), er tiden der nu. De har netop opdateret og er blevet endnu bedre med bl.a. endnu flere bøger og artikler, som kan hentes gratis. Det er for alle, der er interesserede i Giza, og samtidig et fantastisk redskab for forskere, der beskæftiger sig med stedet. Siderne er lavet af Museum of Fine Arts i Boston, men de samarbejder med flere andre institutioner, og de vil hele tiden udvide og forbedre projektet.

Startbilledet er den fine statue af Mykerinos og hans dronning sammen med et gammelt billede fra Giza, som viser, hvordan der så ud i oversvømmelsestiden. Statuen findes på Museum of Fine Arts, Boston. Hos Giza Archives kan man bl.a. se billeder fra da statuegruppen blev fundet: Greywacke pair statue of Menkaure and Queen.

Når man klikker på ‘go’ øverst på deres side, får man hurtigt at vide, at de f.eks. har 33.990 billeder og 9904 planer og tegninger. Det er muligt at søge på alt vedr. Giza lige fra gravejere til udgravere til detaljer på gravvæggene osv. osv.

Bemærk at de kalder kongerne Khufu, Khafra og Menkaura (og ikke f.eks. Kheops, Kephren og Mykerinos/Mycerinos). Og skal man søge på f.eks. ‘Reisner’, er det bedre at søge på ‘George Andrew Reisner’, da man så får færre resultater. Det var ham, der fandt den omtalte statuegruppe og bl.a. Hetepheres’ grav.

Mykerinos’ dronning (statuegruppen) menes at være Khamerernebty II, men da der ikke står navn på, er det ikke helt sikkert. Denne weekend tager jeg til Nice og besøger dronningeudstillingen i Monaco, og mere om dette følger, når jeg kommer hjem.

Som nævnt tidligere har vi dette efterår et kursus på Folkeuniversitetet om Gamle Rige.

Den bedste bog om Gamle Rige er i øvrigt stadig publikationen udgivet i forbindelse med udstillingen ‘Egyptian Art in the Age of the Pyramids’ (omkring 1999-2000) med mange gode artikler og billeder.

Forsiden af publikationen er også her den omtalte statuegruppe, der var med på udstillingen. Hjemmesiden til udstillingen fra Metropolitan Museum med baggrund og billeder er stadig aktiv. Kataloget kan pt. købes gennem amazon.co.uk for £18,88 (den ændrer sig løbende).