Hjemme igen efter en uge i Tell el-Dab’a i det østlige Nildelta og nogle dage i Cairo. Tiden gik med gensyn med mine potteskår og nogle mere hele krukker af den type som kaldes Levantine Painted Ware.

Nogle af de mere hele krukker blev hentet i det forseglede magasin i udkanten af selve landsbyen Tell el-Dab’a, som ligger meget nær udgravningshuset.

Her er et eksempel – krukken skulle sættes sammen igen efter en tur på magasinet. Da der mangler en del af krukken, er det nødvendigt at udfylde noget af den med gips.


Den oprindelige tell med skolen i Tell el-Dab’a i baggrunden.

Når man er ude på landet i Deltaet kan det ikke undgås, at man tidligt om morgenen hører muezzinerne kalde til bøn fra flere landsbyer. Og her under Ramadanen var de naturligvis ekstra ivrige, men det hører med ligesom fuldmånen og stjernehimlen.


Solen er gået ned, og alt ånder fred og ro, da det nu er muligt at spise igen.

Denne sæson i Tell el-Dab’a var først og fremmest afsat til at arbejde med det meget materiale, som er fundet i de tidligere udgravninger. Flere gruber fyldt med mere eller mindre hele krukker er fundet i forbindelse med Hyksos-paladset i Område F/II, som er det senest udgravede. Her har man endelig lokaliseret et palads, som kan tilskrives selve Hyksos – fra deres regeringsperiode i det 15. dynasti i 2. Mellemtid. Læs mere om dette: Avaris Område F/II.


Først skal al keramikken vaskes


Så bliver den lagt til tørre


og sorteret efter lertype, og om der er noget, som kan sættes sammen til hele kar.


Der er forskellige specialstudier, hvor dyreknogler, seglaftryk og keramik registreres, tegnes, fotograferes og studeres nærmere. Papkassen i forgrunden indeholder nogle af mine potteskår, og den røde plastikstol var min arbejdsplads …

Når Ramadanen er ovre, og man samtidig er færdig med at overrisle rismarkerne, vil der også blive gravet lidt mere i Område F/II. Når omgivelserne er mere tørre, vil det nemlig være muligt at pumpe et område helt fri for vand, så man kan grave videre og se profilvæggene.

Til sidst et stemningsbillede mere efter solnedgang og endnu en arbejdsdag er slut.