NB: Rettelser tilføjet efter foredraget 16.10!

Der foregår mange spændende ting dette efterår i forbindelse med fejringen af Ægyptologien i 125 år.

Den 16. oktober holder Rita Freed et DÆS-foredrag i lokale 22.0.11 i det nye KUA, Njalsgade 120, København S: A Princely Tomb of the Middle Kingdom. Om fundene fra Djeutynakhts grav i Deir el-Bersha.


Djehutynakhts grav i el-Bersheh er mest kendt for denne fine kiste.

Rita E. Freed  er museumsinspektør på Museum of Fine Arts, Boston, og hun har været med til at lave flere store udstillinger som bl.a. ‘Pharaohs of the Sun’ om Amarnatiden. Om kort tid åbner en udstilling i Boston, 18. okt. 2009 til 10. januar 2010, med de fleste af fundene fra Djehutynakhts grav i Deir el-Bersha fra Mellemste Rige. Se mere.

Fund i Djehutynakhts grav in situ

Under ledelse af George A. Reisner fjernede en ekspedition fra Museum of Fine Arts i Boston i 1915 klippeblokkene, som spærrede indgangen til nomarken Djehutynakhts grav i el-Bersha. De anvendte dynamit, da det var den eneste måde, det kunne lade sige gøre. Graven var ligesom flere af de andre grave meget ødelagt af jordskælv, og fordi klipperne over gravene var udnyttet til stenbrud. Gravskakten var 10,5m dyb, og nede i Djehutynakhts gravkammer fandtes det indtil videre største gravfund fra Mellemste Rige. Gravrøvere havde sandsynligvis stjålet de fineste smykker mm., men tilbage var bl.a. fire fint dekorerede kister, 60 modelbåde, 24 modeller og andet interessant som bl.a.  en kvindefigur af træ, en speciel kanopekrukke med fødder og arme (!) og Djehutynakts mumiehoved:

Det vides ikke med sikkerhed, om hovedet tilhører nomarken Djehutynakht selv eller hans kone, der også hed Djehutynakht. Kisterne og gravgaverne blev fundet hulter til bulter i gravkammeret, og fru Djehutynakht var taget ud af sin kiste. Det har været et stort arbejde at konservere og restaurere de mange fund, bl.a. at matche de mange både med de tilhørende figurer, hvis arme og årer osv. også var i løsdele. Dette arbejde er gjort af Nadia Lokma (lille video med Nadia Lokma fra Discovery).

Alle disse genstande vil blive udstillet i Boston om et år, og Rita Freed vil fortælle os om graven, fundene og udstillingen. Udstillingen vil også indeholde andre genstande fra Mellemste Rige, og der er naturligvis ved at blive lavet et katalog, som man med sikkerhed kan se frem til. Rita Freed var i København for at tale med Glyptoteket om også at låne genstande der fra til udstillingen.

Klik for større plan

Som det kan ses på denne plan lå Djehutynakhts grav mellem Djehutyhoteps grav (den med transport af kolossalstatue) og Ahanakhts grav. Djehutynakhts grav dateres sandsynligvis til begyndelsen af 12. dyn. under Amenemhet I’s regeringstid.


Udsigt fra nær Djehutynakhts grav i el-Bersha (DÆS-rejsen marts 2007)

En offerprocession fra Djehutynakhts grav var tidligere restaureret med den forreste mandlige offerbringer med en hes-vase over venstre skulder og et spejl i foderal i højre hånd:

Som man kan læse i en artikel fra Journal of the Museum of Fine Arts, Boston, var dette dog ikke korrekt, da en ekstra røgelsesbrænder i form af en arm med en hånd, der holder en lille skål til røgelsen, også hørte til processionen. Ud fra andre modeller og fremstillinger af offerprocessioner blev det tydeligt, at den hørte til i den forreste offerbringers højre hånd. Spejlet må så have tilhørt den bagerste kvindelige offerbringer og have hængt i en snor over hendes skulder, da hun har begge arme bøjet, som det ses på et nyere billede:

Artiklen ‘The Bersha Procession: A New Reconstruction’ af Ann Macy Roth og Catharine E. Roehrig i Journal of the Museum of Fine Arts, Boston I, 1989, s. 31-40 kan læses som pdf: jmfa01_1989_31to40

Foredrag som dette af Rita Freed er for medlemmer af DÆS, men for ikke-medlemmer er det muligt at komme til foredragene resten af året og derefter melde sig ind næste år (prøvemedlemskab). Medlemmer modtager to gange om året medlemsbladet Papyrus, som ikke følger med et prøvemedlemskab.
For medlemsskab nu se: http://daes.dk/meld.html