Din for evigt? på Nationalmuseet

Hver dag kl. 15 vil en museumsinspektør eller forsker fra museet sammen med en konservator tale om udvalgte genstande.


Konservatorernes arbejdsborde og magasiner i baggrunden.

På tirsdag d. 14. okt. vil nogle ægyptiske genstande af træ blive taget frem kl. 15, og undertegnede vil stå sammen med en trækonservator og fortælle lidt nærmere om genstandene og konservering af bemalet træ. Det drejer sig om gravfund i form af nogle små steler samt, ushabtier, nogle liggende falke, der oprindeligt lå på brystet af mumiekisten samt en figur af de dødes gud Ptah-Sokar-Osiris. Da de er blevet mørke med tiden, og malingen skaller af, trænger de til en trækonservators kærlige hånd for ikke yderligere at gå til.


Her ses de to steler til venstre med fire ushabtifigurer foran og falkene til højre. Sivsandalerne og den lille ovale kurv bag falkene er også fra Ægypten.


Ptah-Sokar-Osiris

I ugerne 46-48 i 2008 og 2-3 i 2009 vil der blive konserveret genstande fra Antiksamlingen generelt. Dvs. ikke bare fra Ægypten men også fra Grækenland og Romerriget. På andre udvalgte dage kl. 15 vil ægyptiske genstande blive fremtaget, som nævnt ovenfor på tirsdag. Det vil blive meddelt nærmere her på bloggen, når der f.eks. tages ægyptiske bronzefigurer eller mumier frem.


En barne- og kattemumie

ÆGYPTEN – kunstens kilde på Glyptoteket

I torsdags indledtes udstillingen til ære for Valdemar Schmidt på Glyptoteket med en åbningsreception i Vinterhaven, og fredag åbnede den officielt. Faktisk havde jeg mit kamera i tasken, men da jeg mødte mange tidligere kolleger og gamle venner m.fl., glemte jeg desværre at tage det frem. Som nævnt tidligere drejer udstillingen sig først og fremmest om at fremhæve nogle af de betydningsfulde genstande, som Valdemar Schmidt skaffede til Glyptoteket. Dette er på elegant vis gjort ved at opstille små obelisker i samme grønne farve, som væggene har i det store rum med ægyptiske statuer. På obeliskerne står der om genstandene, og hvordan de kom til museet, og ved selve genstanden er der et skilt i samme grønne farve.


Anubis på Glyptoteket (før væggene igen blev grønne)

Hvad ville Glyptoteket være uden det Sorte Kongehoved (Amenemhet III) og Anubis fra Luxortemplet fra Amenhotep III’s tid?

Som også nævnt tidligere er der udgivet to bøger i forbindelse med udstillingen. Et lille katalog af Mogens Jørgensen med flotte billeder til 49,- kr. og festskriftet Tidernes Morgen til Valdemar Schmidt:

Bogen er udgivet i serien Meddelelser fra Ny Carlsberg Glyptotek og har undertitlen På Sporet af kulturens kilder i det gamle Mellemøsten. Den er redigeret af Mogens Jørgensen og Anne Marie Nielsen og indeholder artikler, som spænder fra Ingolf Thuesen om de første mennesker til Peder Mortensen om en gade i Cairo. Mellem disse har Lise Manniche skrevet om Nefertiti – den smukke med de to sistre, Paul John Frandsen om gravrøverierne i Kongernes Dal, Kim Ryholt om et tempelbibliotek fra romertidens Ægypten, Anne Haslund Hansen om de tidlige ægyptiske samlinger og udstillinger (af bl.a. nogle af de genstande, som konserveres på udstillingen Din for Evigt?) og undertegnede om Byblos og cedertræet fra Libanon. Foruden meget mere og assyriologer som Mogens Trolle Larsen om kvinder og kulturmøde i bronzealderen og Gojko Barjamovic om kongens hof i Assyrien. For ikke at skulle remse det hele op kommer her indholdsfortegnelsen:

Klik for større billede

Bogen med de mange interessante og underholdende artikler koster 150,- kr.