Nyt link tilføjet 19. okt.

I dag d. 17. oktober åbnede det nyrestaurerede Neues Museum på Museumsinsel i Berlin, hvormed den ægyptiske samling endelig kan ses samlet igen. Det Ægyptiske Museum og Papyrussamling var 1967 til 2005 at finde i den østlige Stülerbau i Charlottenburg i Vestberlin. På Bode Museum på Museumsinsel i Østberlin fandtes den østtyske del af samlingen.

Neues Museum

Efter genforeningen for 20 år siden flyttede samlingen fra Bode Museet i øst til Charlottenburg i vest, og især udstillede man da store dele af Amarnasamlingen sammen igen. Fra 2005 til 2009 holdt samlingen midlertidigt til i Altes Museum, ligeledes på Museumsinsel (Museumsøen), men allerede i 2003 var planerne for Neues Museum ved den engelske arkitekt David Chipperfield klar. Neues Museum var det naturlige valg, da det havde været den ægyptiske samlings oprindelige hjem siden 1850. Den 5. marts i år stod selve restaureringen og tilbygningen færdig, og arbejdet med at genopstille de nu 2500 udstillede genstande kunne begynde. Udstillingen på Neues Museum lukkede, og kun Nefertiti kunne indtil for nylig stadig ses.

Nefertiti

Nefertitis buste er naturligvis det mest berømte på museet, og nu kan hun ses i en fire meter høj montre i Nordkuppelsalen i Neues Museum. Der er i alt ca. 150 montrer af forskellig størrelse.

Billedet ovenfor er fra tz-online.de, hvor der også er flere billeder. De samme pressebilleder findes også på andre hjemmesider, og der vil helt sikkert i den kommende tid komme flere billeder på nettet. Årstal og data har jeg fundet i denne pressemeddelelse.

Hvis nogen skulle komme forbi Berlin i den nærmeste fremtid, vil jeg meget gerne høre mere!

Nyt link (19.10.09) til artikel med 25 billeder: art