Efter at have været i Mellemægypten og Oaserne Kharga og Dakhla, var vi tilbage i Luxor de sidste dage inden hjemrejsen. Den første dag tilbragte vi på Vestbredden, hvor vi først skulle til Kongernes Dal for at se Seti I’s grav. Siden ville vi besøge Nakht og Mennas grave og slutte i Medinet Habu og det nærliggende lille Thot-tempel fra ptolemæisk tid.

Nogle huse står stadig ...

Først skulle vi købe entrébilletter, og en del af vores særtilladelse til at besøge Seti I’s grav skulle også betales i kontoret ved billetkontoret lige efter Memnonkolosserne: taftish som betyder ‘inspektorat’. Andre afgifter skulle betales i et kontor ved Kongernes Dal, og billetter til Ramses VI’s grav skulle tilkøbes i billetkontoret ved indgangen til Kongernes Dal.

På det øverste billede kan man se, at der stadig er nogle få farvestrålende Gurna-huse tilbage på Vestbredden. De fleste steder er de dog revet ned, som det fremgår af billedet her.

Det Tyske Hus har indtil videre fået lov til at blive liggende.

På vej ind i Kongernes Dal. Inde i selve dalen kunne vi ikke fotografere, da der lige var indført den regel, at man slet ikke må tage kameraer med ind. De skal helst efterlades i bussen, og ellers må man aflevere dem ved indgangen og få dem igen, når man går ud. Efter sigende er det nye totale forbud indført, fordi forbuddet mod at fotografere inde i gravene er blevet omgået ved at bestikke vagterne. (se Hawass’ hjemmeside)

Som nævnt betalte vi for en særtilladelse til at komme ind i Seti I’s grav. Vi havde forholdsvis god tid, men til sidst blev inspektørene dog noget utålmodige. De havde et lille ‘kontor’ med skrivebord og stole nede i gravkammeret, da de i øjeblikket forsøger at komme til bunds i den lange tunnel, som udgår fra gravkammeret (se Hawass video, nævnt tidligere her på bloggen).

Efter Seti så vi også Horemhebs grav, der var genåbnet, mens vi var der. Det seneste nye er dog, at den pt. er lukket igen, så vi var heldige at være der på det rigtige tidspunkt. Entréen indgik i den almindelige billetpris for tre grave. Til gengæld betalte vi en ekstra billet for at komme ind i Ramses VI’s grav, som ellers også havde været lukket et stykke tid.

Vi spiste en dejlig frokost på Hotel Marsam (Sheik Ali’s),  hvor der også var mulighed for at købe souvenirs i form af  skarabæer, ushabtier og andre små figurer. (Pias billede)

Efter frokost skulle vi se to af de fineste og mest berømte privatgrave: Nakht og Menna. Ved gravene lå det lille Gurna Museum, som vi dog ikke besøgte. Så vidt jeg husker, havde det tidligere en anden beliggenhed, hvor det måtte lukke, men så genåbnede det i den nuværende version (se Gurna History Project).

Det var naturligvis også forbudt at fotografere i Nakht og Mennas grave, hvor der stadig benyttes spejle til at oplyse de smukke malerier. Her er det Mennas grav, hvor man kun kan komme ind i den forreste tværhal. I begge grave måtte vi gå ind i to hold, da der ikke er plads til så mange ad gangen.

Flere grave og ruiner …

Gurna moské står stadig.

Til sidst kørte vi til Medinet Habu, hvor jeg ville måle nogle hoveder for at se, om de havde samme proportioner som et hoved fra Petries udgravninger i Memphis på Glyptoteket (se indlæg på Glyptotekets blog).

I den 1. gård er der et tilsynekomstvindue fra tempelpaladset. På begge sider under vinduet er der hoveder af faraos fjender.

Da hovederne var lidt højt oppe, var det godt at have nogle villige hjælpere. (Elsebeths billede)

Opmålingen af hovederne vakte dog en del postyr og endte med, at jeg blev skældt ud af en inspektør, da jeg ikke havde nogen måletilladelse… Heldigvis havde jeg på det tidspunkt fået de nødvendige mål, som passede fint med hovedet på Glyptoteket. (Pias billede).

Der er mange fine relieffer i Medinet Habu. Her er det vaser med låg med en frø, Bes, en grib (?) og gazeller.

Og Ramses III, der skærer korn med et segl og tilbeder Hapi siddende foran en hejre, som også står for ‘oversvømmelsen’. Scenerne findes i Osiris-afdelingen i den indre del af templets venstre side, og de er en del af Ramses’ ophold i ‘Iarus marker’ i det hinsides.

Vi gik også rundt om templet, hvor tyrejagten på bagsiden af den sydlige pylon var flot belyst i eftermiddagssolen.

Tempelpaladset med tilsynekomstvinduet indefra.

Havfolket på nordsiden var til gengæld i modlys, men man aner dog nogle af bådene, ægyptere med buer og fjender i kaos.

Til sidst gik flere af os over til det lille tempel bygget af Hatshepsut og Thutmosis III.

Her et relief med Thutmosis III og Seth. Det er især interessant da det viser, at en konge kan være udstyret med de høje slanke horn, som ellers bedst kendes i forbindelse med gudinderne Hathor og Isis.

Det lille ptolemæiske Thot-tempel, Qasr el Aguz syd for Medinet Habu, var desværre netop lukket, da det var sidst på eftermiddagen.

Man kunne kigge ind, men det må vente til næste gang med at komme ind i selve templet. Elsebeth og Jørgen har tidligere besøgt templet (se Elsebeths billeder fra tidligere indlæg).

Lige syd for Medinet Habu var der ægyptiske udgravninger igang, hvor de har fundet bygninger fra romersk tid.

Og til sidst et billede af Medinet Habu i eftermiddagssolen set fra syd.

Det er heldigvis muligt at finde billeder og planer mm. af gravene og templerne på Vestbredden:

Theban Mapping Project klik på gravene:
Seti I, KV 17; Horemheb, KV 57; Ramses VI, KV 9

Osirisnet:
(Seti I er ‘under contruction’)
Horemheb, KV 57
Ramses VI, KV 9
(slideshow)
(Nakht, TT52 og Menna, TT69 er pt. ‘under contruction’ – de har tidligere været på Osirisnet, og forhåbentlig kommer de på igen – sikkert i en endnu bedre version)
Thot-templet v. Medinet Habu (Qasr el Aguz)

Touregypt:
Nakht, TT 52
Menna, TT69
Medinet Habu