Noget af det, jeg fandt mest interessant på Neues Museum i Berlin, var de mange store relieffer fra Sahures dødetempel i Abusir og årstidsreliefferne fra Niuserres soltempel i det nærliggende Abu Ghurab.

Begge konger regerede i 5. dynasti og byggede deres pyramider i Abusir. Ifølge tekstlige kilder byggede de også begge soltempler, men Sahures soltempel er aldrig fundet, og vi kender kun Niuserres soltempel og det mindre velbevarede tempel bygget af Userkaf.

5. dynasti
Userkaf – Pyramide i Sakkara
Sahure
Neferirkare (Kakai)
Shepseskare
Neferefre
Niuserre
Mankauhor
Djedkare
Unas – Pyramide i Sakkara (første pyramidetekster)

Klik for større plan over Abusir

Det tyske Orientgesellschaft med Ludwig Borchardt i spidsen gravede i Abusir mellem 1898 og 1902.

I det første rum i Neues Museum, ‘Prolog’, kan man bl.a. se fund fra Borchardts udgravninger i Amarna og Abusir og eksempler på hans dagbøger.

Nogle af de store Sahure-relieffer.

Sahure som sfinks, der tramper på sine fjender.

Niuserres årstidsrelieffer.

Årstidsrelief med Sobek.

Jeg undrede mig over, at Sahures granitsøjler og -arkitraver ikke var udstillet på Neues Museum. De kunne i sin tid ses på Charlottenburg sammen med den såkaldte Kalabsha Port, som også manglede på Neues Museum. Da flere store monumenter befinder sig på Pergamonmuseet, tænkte jeg, at det kunne være, at de skulle derhen. Da jeg søgte på nettet, viste det sig netop at være tilfældet. De skal stå i den nye længe, som skal bygges, hvor der tidligere var en gård og indgangsområde (jvf. også mit tidligere indlæg). Det hele forventes at være færdigt i 2015.

Sahure søjler og arkitraver i den nye 4. længe i Pergamonmuseet.
Og Kalabsha Porten fra udgravningerne i forbindelse med bygningen af Aswandæmningen.

Senere i år åbnes der en Sahure udstilling i Liebieghaus i Frankfurt: Sahure – Leben und Tod eines großen Pharaos. Den vil jeg holde øje med.

Se flere billeder fra Abusir