En udstilling om Meroë, eller rettere det meroitiske kongedømme i Nubien, åbner d. 26. marts på Louvre i Paris, hvor den kan ses frem til d. 6. september.

Som repræsentant for udstillingen anvendes en forgyldt bronzestatue af en nubisk farao som bueskytte udlånt fra museet i Khartoum i Sudan. Foruden mange lån fra Khartoum vil man bl.a. kunne se  fund, der til daglig befinder sig på British Museum i London og nye fund fra Louvres udgravninger påbegyndt i 2007 i Muweis midt i det meroitiske kongedømme.

Der vil desuden være fokus på franskmanden Frédéric Cailliauds opdagelse af pyramiderne i Meröe i 1821.

Glyptoteket har også fund fra selve Meröe fra John Garstangs udgravninger i 1909-10. Foruden to store statuer udstillet bagerst i sal 1 (den store ægyptersal) kan nævnes nogle mystiske koniske stenringe, der i sin tid blev betegnet som køllehoveder. Når man kigger nærmere på den forgyldte bronzefarao som bueskytte ovenfor, kan man se, at han har noget på venstre tommelfinger for at holde på buen, når den spændes. Der er altså højst sandsynligt tale om en form for fingerbeskyttere til bueskydning og ikke køllehoveder.

Læs mere om udstillingen på Louvres hjemmeside.
En meget kort tekst om Louvres udgravninger i Muweis.
Timothy Kendall om meroitisk kultur.
De nubiske pyramider fra Tour Egypt.
Om nubiske bueskyttere med tommelfingerringe fra Oriental Institute, Chicago.