På dag 2 i Boston regnede det hele dagen, men det gjorde jo ikke så meget, da jeg var på Museum of Fine Arts. Først og fremmest skulle jeg se særudstillingen om el Bersha grav 10A tilhørende Djehutynakht ’The Secrets of Tomb 10A’.

Først indledes med at ’sætte scenen’ og præsentere tiden, graven, fundet af graven foruden de tre museumsinspektører, der har lavet udstillingen. Som baggrund er der store sort/hvide billeder fra udgravningerne i el Bersha.
    
 

Grav 10A stammer fra tiden omkring kong Mentuhotep, der forenede Ægypten og startede Mellemste Rige. Her ses han på et relief fra hans tempel i Deir el Bahri.

Graven blev fundet i 1915, da George A. Reisner havde gravetilladelsen til el Bersha. Det var dog ikke ham selv, der arbejdede der, men den uerfarne Hanford Lyman Story. Han fandt ikke meget, da alle gravkamre var tømt af gravrøvere. Da han var ved at give op, stødte han på Grav 10A og tilkaldte Reisner. Her ses Reisners dagbog.

Alle fundene kom til Boston, og i det næste rum kommer man til gravfundene, som lå hulter til bulter i gravkammeret. Det er har taget næsten 100 år at restaurere og udstille dem, og historien om selve konserveringen fortælles også. De mange både er overvældende – ingen anden grav er fundet med dette antal. Antallet af figurer, løse årer og arme mm., som skulle sættes sammen var naturligvis endnu større.

Andre modeller var sammen med bådene, bl.a. fremstillingen af søltørrede lersten, en type model, som stort set kun findes fra el Bersha. Der mangler kurven med ler, som blev båret af de to maænd med en bærestang. Bemærk hvordan fødderne af manden, som blander ler til venstre, er langt nede i leret.

Et lille mørkt rum på størrelse med gravkammeret skal give et indtryk af, hvor lidt plads der var til alle de udstillede fund. Her er hovedet af Djehutynakt udstillet – det vides ikke, om det er hr. eller fru Djehutynakt, da mand og hustru begravet i Grav 10A hed det samme, og kisterne var åbnet og indholdet rodet sammen med resten. De meget fine kister er udstillet i næste rum (billedet overnfor) sammen med den såkaldte el Bersha procession og den sjove kanopekrukke med ben og arme, som jeg har vist tidligere her på bloggen. Kisterne, og især den ene indre side med de mange fine detaljer, er bedre at se på MFAs hjemmeside, da de var svære at fotografere.

I det sidste rum var der fund fra andre grave fra Mellemste Rige, som skulle vise nogle af de ting, der var røvet fra Grav 10A: smykker, amuletter, sminkekrukker og statuer. Som eksempel på det sidste vises den meget flotte statue af Lady Sennuwy fra Assiut men fundet af Reisner i Kerma i Nubien.

Til allersidst kan man se, hvordan der ser ud i el Bersha i dag med Harco Willems udgravninger. Harco og hans hold har også genudgravet Grav 10A og fundet et par perler og opmålt den og lavet en ny og  bedre plan. Dette vises med skiftende billeder på en skærm. Grav 10A sammenlignes også med Henus grav, der blev fundet i 2007 indtakt med gravfundene på deres oprindelige pladser ved siden af og ovenpå kisten. Henus grav var dog ikke nær så rig som Grav 10A.

Se de tidligere indlæg:
Rita Freed i København 
Udstillingen åbnet

Se flere billeder fra udstillingen:
http://www.carolynis.com/pimp-my-coffin/ http://www.rainydaymagazine.com/RDM2009/Home/October/Week3/RDMHomeOct1509.htm 
med mange flere billeder fra udstillingen!