Da jeg havde min lektion om George Andrew Reisner på Folkeuniversitetet, blev jeg klar over, hvor meget de har fra hans udgravninger i Giza på Museum of Fine Arts i Boston. Nu har jeg set det!

Først og fremmest naturligvis Mykerinos og hans dronning – muligvis Khamernebty, som er den eneste, man kender navnet på. Der var som bekendt tre dronningepyramider. Det kunne i princippet også være hans mor.

En plan viser, hvor de forskellige statuer, som nu er i Boston, er fundet i Mykerinos’ dal- og pyramidetempel.

En anden er Mykerinos af alabast med meget lille hoved. Den er restaureret med tre større fragmenter, der blev fundet lidt fra hinanden. Hovedet må være omarbejdet fra et med en anden type hovedbeklædning, evt. den hvide krone, der evt. gik i stykker.

Seks reservehoveder er udstillet. Foruden at grave ved Mykerinos’ pyramide, arbejdede Reisner i en del af gravene ved Kheopspyramiden, hvor de fleste reservehoveder er fundet.

Gravene ved Kheopspyramiden var delt mellem Reisner og Hermann Junker. Det var således Junker, som fandt statuen af Hemiunu, da hans grav lå lige indenfor det tyske område. Statuen befinder sig nu i Hildesheim og er på Hawass’ ønskeseddel med genstande, som han gerne vil have tilbage til Ægypten. Som ‘trøst’  fandt Reisner et relief med Hemiunu, som var havnet på den amerikanske side.

Reisner fandt desuden busten af Ankhkaf.

Der er ikke så meget udstillet af museets nubiske samling pt. Bl.a. fordi de er i gang med en stor tilbygning, som også vil betyde, at den ægyptiske og nubiske samling skal flyttes lidt rundt. To af de store statuer fra Gebel Barkal, som Reisner fandt i et depot, kan dog ses. Her er det kong Aspelta. Fra Kerma er Lady Sennuwys statue som nævnt udstillet med Djehutynakht og Grav 10A i øjeblikket. Ellers står den her sammen med de nubiske konger. Reisner kaldes ofte Faderen af nubisk arkæologi.

I øvrigt er udstillingen ‘Secrets of Tomb 10A’ forlænget til 27. juni, som man kan se her på et busstoppested. Statuen er ikke Djehutynakht men en fra Assiut, som også vises på udstillingen.

Giza Archives er en fantastisk hjemmeside, hvor man kan finde alt om Reisners udgravninger i Giza!
MFAs database har billeder og oplysninger om Mykerinos (‘Menkaura’) og de andre Reisner-fund.