Denne sommer gik turen først til Split, og på vejen i flyet derned læste jeg til min glæde i ‘Turen går til Kroatien’, at der fandtes en ægyptisk sfinks fra Tuthmosis III’s tid i byen. Den skulle befinde sig ved indgangen til domkirken Skt. Domnius på Peristil Pladsen, der er en del af den romerske kejser Diokletians palads. Kejserens mausolæum hører også til kirken, og hele den gamle bydel er bygget i og på det store palads med en mur omkring.

Jeg kunne ikke finde sfinksen, så jeg googlede den for at se, hvordan den så ud, og om der var en nærmere forklaring på dens placering. Jeg fandt bl.a. dette billede på TravelPod. Den er tilsyneladende af sort granit, og det noget ødelagte ansigt ligner ikke umiddelbart Tuthmosis III.

Det viste sig, at Sfinksen i forbindelse med restaureringsarbejde er lukket inde i et ‘hundehus’ til højre for indgangen til kirken. Man kan i øvrigt bemærke, at søjlerne er af rød granit – sandsynligvis fra Aswan.

Da jeg googlede ‘sphinx split’, dukkede der også et billede af en anden hovedløs sfinks op, hvilket var lidt forvirrende, da jeg jo kun havde læst om én sfinks.

Men det viste sig at være rigtigt, da den hovedløse sfinks stod foran et Jupiter-tempel lige i nærheden af domkirken. Den er af basalt, tror jeg, og ser ud til at være fra en noget senere periode.

Sfinksen ved Jupiter-templet var dog ikke den eneste hovedløse sfinks. I den del af Diokletians palads, som kaldes hans kælder, stod endnu et eksemplar. Tilsyneladende var Diokletian glad for ægyptiske sfinkser.

På Bymuseet, som også ligger i den gamle bydel/Diokletians palads, opdagede jeg endnu en sfinks. Også denne uden hoved.

Det mest interessante var en kalkstenssfinks fra Amenhotep III’s tid på det Arkæologiske Museum. Hovedet mangler også på denne, men til gengæld er flere af indskrifterne bevaret.

Mellem poterne læses Amenhoteps to kartoucher, og på basen ses de igen med tilbedende såkaldte rekhyt-fugle. Der er huller, hvor sfinksens skæg har siddet, og det er muligt, at der har været påsat skæg såvel som hoved.

Og ikke nok med det. En anden meget dårligt bevaret sfinks gemte sig i en niche på museet.

Et hoved af granit havde muligvis også tilhørt en sfinks, som der stod på skiltet. Der var ingen datering, men ansigtet kunne også godt ligne Amenhotep III, selvom det er lidt svært at se, når det er denne type granit.

Alt i alt er der altså dele af mindst seks og muligvis syv sfinkser i Split, og formodentlig stod kejser Diokletian for anskaffelsen af dem alle.

På det Arkæologiske Museum så jeg også nogle andre mindre ægyptiske genstande, der alle var fundet i Kroatien. De fleste i den vigtige romerske by Salona nær Split. Bl.a. nogle Osirisfigurer af bronze.

Tre Isisfigurer, Sakhmet og endnu en Osiris ligeledes af bronze.

Små Bes-amuletter, Isis med Horusbarnet og Ptah af fajance.

Diverse amuletter og segl.

Tidsskriftet Sfinx havde i 1990.2 et særnummer om ‘Jugoslaviens kyst’, hvor forsiden prydes af sfinksen ved kirken på Peristil Pladsen og med en artikel af Niels Hannestad, ‘Kejserpaladset i Split’. Det må jeg se at få fat i.

Et billede fra http://split-online.com/new/?p=488 viser sfinksens placering (kirken ligger til venstre og kan ikke ses her) og noget af Peristil. At kunne gå rundt i en by bygget i og på Diokletians palads for ikke at tale om at bo midt i den er naturligvis grund nok til at tage til Split. At kunne gå på sfinksejagt var en uventet bonus.

Tilføjelse 26/7, 2011:
Lise Manniche, ‘Diokletian i Ægypten’ (Papyrus 27/01, 2007, pp. 32-35), burde jeg have læst, før jeg tog til Split. Men så havde det nok ikke været samme ‘opdagelsesrejse’.