You are currently browsing the category archive for the ‘DÆS-rejse 2009’ category.

Som nævnt tidligere tilbragte vi (dog ikke alle fra gruppen) den sidste morgen før hjemrejsen med at gå hen til Abu el-Hagag Moskéen, som er bygget ind i Luxor-templets østlige side af Ramses II’s gård bag hans pylon. Der var gratis entré til moskéen, som blev restaureret for et års tids siden, men vi betalte naturligvis gode bakhshish til de venlige vagter. Restaureringen er gjort meget fint, så det stadig er en moské, men med mulighed for at se så meget af templet som muligt.

På denne side af Luxor-templet (østsiden ind mod byen) ligger der mange løse blokke.

Plan som viser, hvor Abu el-Hagag Moskéen ligger (4).

Den oprindelige moské er bygget i det 13. århundrede, på et tidspunkt da kun de øverste dele af templet var synlige. Når man er i moskéen, er det derfor i niveau med søjlekapitælerne, og man er helt tæt på overliggerne.

Overligger med bl.a. elefant-hieroglyf. Disse hieroglyffer er kryptogrammer, en særlig form hvor hver hieroglyf står for et helt ord.

En anden interessant overligger viser Ramses, der giver de to obelisker til templet og templets pylon med obeliskerne og flagstænger.

Før restaureringen kunne man ikke se, at denne bedeniche faktisk er lavet i en af søjlerne, og overliggeren med relieffer var også helt skjult. Nu er der grønt glas over, så reliefferne kan ses men ikke er for distraherende, når man beder. Det må man kalde et kompromis, da den grønne farve sikkert er valgt, fordi det er islams farve.

Templet dukker frem overalt i moskéen – selv i det lille rum, hvor støvsugeren står…

Oppe fra moskéen er der en fin udsigt over Luxor-Templet, hvor man kan se de øvre dele af Ramses’ gård tæt på.

Eternal Egypt om Abu el-Hagag Moskéen
Artikel i National Geographic om Abu el-Hagag Moskéen (henvist til tidligere her på bloggen). Her fortælles det, at der også tidligere lå en kristen kirke, og det pointeres, at tempeldelene i moskéen er velbevarede, da reliefferne ikke blev ødelagt men blot dækket med stråblandet puds.

Dette var DÆS-rejsens sidste dag, og alle 14 dage er således på bloggen (kan findes under emnet ‘DÆS-rejse 2009’).
Det var en fantastisk rejse med mange og forskelligartede oplevelser, hvor vi besøgte rigtig mange spændende steder. Jeg har med glæde genoplevet turen gennem at udvælge og redigere billeder og skrive om den dag for dag.

Tak til Pia, Kurt og Elsebeth for at have suppleret med billeder. Og til alle rejsedeltagerne for at have vandret med rundt i ørkenen og op og ned ad bjerge med godt humør – og for at optræde på flere af billederne!

God Jul!

Reklamer

Den sidste hele dag før hjemrejsedagen tog vi sydpå for at besøge Nadine Möller i Edfu. Nadine er nu assistant professor på Oriental Institute, University of Chicago. Hun startede i 2001 med at undersøge og kortlægge resterne af Tell Edfu, og i 2005 begyndte de egentlige udgravninger.

Da vi kom til Edfu, var de netop begyndt at grave igen, så jeg havde aftalt med Nadine, at vi kunne komme i slutningen af vores rejse.

Vi måtte først igennem det forholdsvise nye indgangsområde til Edfu-templet sammen med mange andre turister, som kom fra Nilkrydsskibene. Nadine Möller kom ned fra tell’en og mødte os indenfor den nye omgivende mur omkring Edfu-templet og Tell Edfu.

Nadine fortalte os, hvordan der i virkeligheden kun er en lille del af den oprindelige tell tilbage. Selve templet blev også bygget ved at rydde en stor del af den tidligere bebyggelse, hvor der er lag tilbage til Gamle Rige.

Vi kunne ikke komme op på selve tell’en, men det var muligt at se udgravningen nedefra og zoome ind med kameraet.

De forskellige lag i tell’en kan dateres vha. den keramik, som stikker ud overalt.

I udgravningen finder de naturligvis også en hel del keramik, som skal vaskes og registreres. (Pias billede)

Nadine tog os også med hen til de forskellige løse blokke, søjle- og statuefragmenter, som er fundet i tidens løb. Da hun havde fortalt os om nogle af dem, sagde vi farvel til Nadine, som skulle tilbage til sit arbejde efter at have givet os en rigtig spændende rundvisning og et godt indblik i tell’ens historie.

Til sidst vovede vi os også ind i selve Edfu-templet: efter to uger på opdagelse i ørkenen og op og ned til forskellige klippegrave var det helt uvant at være på et sted med så mange andre…

Vi hilste på Horus.

Og vi gik rundt om templet for at se – eller gense – reliefferne hvor Horus overvinder den farlige Seth i form af en lille griselignende flodhest. (Pias billeder)

På den anden side af Nilen ligger el Kab, hvor vi igen var næsten alene. Det er heller ikke tilladt at fotografere i disse grave. (Pias billede)

Vi så først de fire åbne grave fra Ny Rige (Pias billede):

Ahmose søn af Ibana, admiral, som fortæller om kampen mod Hyksos.
Paheri, Ahmose søn af Ibanas barnebarn.
Setau, nomark og Nekhbet-præst, 20. dynasti.
Renni, leder af Nekhbet-præsterne, begyndelsen af 18. dynasti.

Vi kørte derefter ud i wadien, Wadi Helal, hvor der er flere små templer samt klippeindskrifter.

Først kørte vi længst ud til et tempel for den lokale gudinde Nekhbet og Hathor bygget af Thutmosis IV og hans søn Amenhotep III.

I templet er der Hathor-søjler og relieffer med farve bevaret.

Thutmosis IV og Amenhotep III.

Næste stop var den såkaldte Gribbeklippe og en anden klippe overfor, begge med klippeindskrifter. Gribbeklippen hedder sådan pga. sin form, der med god fantasi ligner en grib.

På klippen overfor Gribbeklippen var der indskrifter fra bl.a. Pepi I’s tid i 6. dyn. og flere fra Ny Rige som disse, hvor gribbegudinden Nekhbet tilbedes.

På Gribbeklippen fandt vi endelig rigtige forhistoriske klipperistninger.

Forhistoriske klipperistninger.

Et andet lille tempel kaldet el-Hammam (‘badehuset’) for guden Thot, opført af vicekongen af Nubien Setau (dog ikke den samme som i en af klippegravene) under Ramses II.

Overfor ligger et lille ptolemæisk klippetempel.

Templet var også for Nekhbet, og loftet var fint dekoreret med en række gribbe i midten og Hathor-hoveder og ptolemæiske kartoucher på skift på hver side.

På DÆS-rejsen i 2004 kiggede vi over den store mur på den anden side af vejen og jernbanen. Denne gang kørte vi bare forbi. På Egyptian Monuments (link nedenfor) kan man læse mere om, hvad der findes bag muren. (Pias billede)

I farten fik Pia også et billede af Mo’alla med Ankhtifis grav fra 1. Mellemtid, som vi også havde besøgt i 2004. (Egypt Sites og Tour Egypt om Mo’alla)

Tell Edfu hjemmeside med årlige rapporter

el Kab, Osirisnet bl.a. med billeder fra de fire åbne grave.
el Kab, Egyptian Monuments

Efter at have været i Mellemægypten og Oaserne Kharga og Dakhla, var vi tilbage i Luxor de sidste dage inden hjemrejsen. Den første dag tilbragte vi på Vestbredden, hvor vi først skulle til Kongernes Dal for at se Seti I’s grav. Siden ville vi besøge Nakht og Mennas grave og slutte i Medinet Habu og det nærliggende lille Thot-tempel fra ptolemæisk tid.

Nogle huse står stadig ...

Først skulle vi købe entrébilletter, og en del af vores særtilladelse til at besøge Seti I’s grav skulle også betales i kontoret ved billetkontoret lige efter Memnonkolosserne: taftish som betyder ‘inspektorat’. Andre afgifter skulle betales i et kontor ved Kongernes Dal, og billetter til Ramses VI’s grav skulle tilkøbes i billetkontoret ved indgangen til Kongernes Dal.

På det øverste billede kan man se, at der stadig er nogle få farvestrålende Gurna-huse tilbage på Vestbredden. De fleste steder er de dog revet ned, som det fremgår af billedet her.

Det Tyske Hus har indtil videre fået lov til at blive liggende.

På vej ind i Kongernes Dal. Inde i selve dalen kunne vi ikke fotografere, da der lige var indført den regel, at man slet ikke må tage kameraer med ind. De skal helst efterlades i bussen, og ellers må man aflevere dem ved indgangen og få dem igen, når man går ud. Efter sigende er det nye totale forbud indført, fordi forbuddet mod at fotografere inde i gravene er blevet omgået ved at bestikke vagterne. (se Hawass’ hjemmeside)

Som nævnt betalte vi for en særtilladelse til at komme ind i Seti I’s grav. Vi havde forholdsvis god tid, men til sidst blev inspektørene dog noget utålmodige. De havde et lille ‘kontor’ med skrivebord og stole nede i gravkammeret, da de i øjeblikket forsøger at komme til bunds i den lange tunnel, som udgår fra gravkammeret (se Hawass video, nævnt tidligere her på bloggen).

Efter Seti så vi også Horemhebs grav, der var genåbnet, mens vi var der. Det seneste nye er dog, at den pt. er lukket igen, så vi var heldige at være der på det rigtige tidspunkt. Entréen indgik i den almindelige billetpris for tre grave. Til gengæld betalte vi en ekstra billet for at komme ind i Ramses VI’s grav, som ellers også havde været lukket et stykke tid.

Vi spiste en dejlig frokost på Hotel Marsam (Sheik Ali’s),  hvor der også var mulighed for at købe souvenirs i form af  skarabæer, ushabtier og andre små figurer. (Pias billede)

Efter frokost skulle vi se to af de fineste og mest berømte privatgrave: Nakht og Menna. Ved gravene lå det lille Gurna Museum, som vi dog ikke besøgte. Så vidt jeg husker, havde det tidligere en anden beliggenhed, hvor det måtte lukke, men så genåbnede det i den nuværende version (se Gurna History Project).

Det var naturligvis også forbudt at fotografere i Nakht og Mennas grave, hvor der stadig benyttes spejle til at oplyse de smukke malerier. Her er det Mennas grav, hvor man kun kan komme ind i den forreste tværhal. I begge grave måtte vi gå ind i to hold, da der ikke er plads til så mange ad gangen.

Flere grave og ruiner …

Gurna moské står stadig.

Til sidst kørte vi til Medinet Habu, hvor jeg ville måle nogle hoveder for at se, om de havde samme proportioner som et hoved fra Petries udgravninger i Memphis på Glyptoteket (se indlæg på Glyptotekets blog).

I den 1. gård er der et tilsynekomstvindue fra tempelpaladset. På begge sider under vinduet er der hoveder af faraos fjender.

Da hovederne var lidt højt oppe, var det godt at have nogle villige hjælpere. (Elsebeths billede)

Opmålingen af hovederne vakte dog en del postyr og endte med, at jeg blev skældt ud af en inspektør, da jeg ikke havde nogen måletilladelse… Heldigvis havde jeg på det tidspunkt fået de nødvendige mål, som passede fint med hovedet på Glyptoteket. (Pias billede).

Der er mange fine relieffer i Medinet Habu. Her er det vaser med låg med en frø, Bes, en grib (?) og gazeller.

Og Ramses III, der skærer korn med et segl og tilbeder Hapi siddende foran en hejre, som også står for ‘oversvømmelsen’. Scenerne findes i Osiris-afdelingen i den indre del af templets venstre side, og de er en del af Ramses’ ophold i ‘Iarus marker’ i det hinsides.

Vi gik også rundt om templet, hvor tyrejagten på bagsiden af den sydlige pylon var flot belyst i eftermiddagssolen.

Tempelpaladset med tilsynekomstvinduet indefra.

Havfolket på nordsiden var til gengæld i modlys, men man aner dog nogle af bådene, ægyptere med buer og fjender i kaos.

Til sidst gik flere af os over til det lille tempel bygget af Hatshepsut og Thutmosis III.

Her et relief med Thutmosis III og Seth. Det er især interessant da det viser, at en konge kan være udstyret med de høje slanke horn, som ellers bedst kendes i forbindelse med gudinderne Hathor og Isis.

Det lille ptolemæiske Thot-tempel, Qasr el Aguz syd for Medinet Habu, var desværre netop lukket, da det var sidst på eftermiddagen.

Man kunne kigge ind, men det må vente til næste gang med at komme ind i selve templet. Elsebeth og Jørgen har tidligere besøgt templet (se Elsebeths billeder fra tidligere indlæg).

Lige syd for Medinet Habu var der ægyptiske udgravninger igang, hvor de har fundet bygninger fra romersk tid.

Og til sidst et billede af Medinet Habu i eftermiddagssolen set fra syd.

Det er heldigvis muligt at finde billeder og planer mm. af gravene og templerne på Vestbredden:

Theban Mapping Project klik på gravene:
Seti I, KV 17; Horemheb, KV 57; Ramses VI, KV 9

Osirisnet:
(Seti I er ‘under contruction’)
Horemheb, KV 57
Ramses VI, KV 9
(slideshow)
(Nakht, TT52 og Menna, TT69 er pt. ‘under contruction’ – de har tidligere været på Osirisnet, og forhåbentlig kommer de på igen – sikkert i en endnu bedre version)
Thot-templet v. Medinet Habu (Qasr el Aguz)

Touregypt:
Nakht, TT 52
Menna, TT69
Medinet Habu

Efter en nat i Assiut var vi klar til at se det, vi var kommet for, nemlig de berømte Assiut-klippegrave fra 1. Mellemtid og Mellemste Rige, som man ikke har kunnet besøge i mange år, da de ligger i et militært område. Siden 2005 har Assiut Projektet under ledelse af Prof. Dr. Ursula Verhoeven-van Elsbergen fra Johannes Gutenberg-Universität i Mainz og Prof. Dr. Jochem Kahl fra Freie Universität i Berlin arbejdet her i samarbejde med Prof. Dr. Mahmoud El-Khadragy fra Universitetet i Sohag. Jeg kender Jochem fra min første sæson i Tell el-Dab’a i 1986, og vi fik derfor mulighed for at besøge Assiut. Det er stadig ikke alle forundt at besøge gravene i Assiut, og vi havde også særtilladelse hertil fra SCA og Zahi Hawass.

Fra hotellet kunne man se helt ud til klipperne, hvor gravene findes, og det var muligt at zoome lidt ind og genkende nogle af de grave, som vi siden besøgte. Det som ligner store huller lidt under midten er gravene III-V. Længere nede ad bjerget ligger den mest berømte Grav I tilhørende Hapidjefai I (også kaldet Djefaihapi), som ikke kan ses her.

 Her er en plan, klik for at få den større.
De grave vi så er markeret med rødt.

Området omkring klippegravene er stadig militært område, og vi kunne ikke fotografere, da det ville være svært at undgå at få nogle af de militære installationer med. Jeg spurgte dog Jochem, om vi ikke kunne tage et enkelt billede nedefra til sidst, og det fik vi lov til. Her ses den trappe, som er hugget ud i klippen det første stykke op til Grav I. Senere blev det lidt mere besværligt at komme op ad bjerget af smalle stier.

Grave i den rækkefølge vi så dem:

Grav I,  Hapidjefai I
Som nævnt kan han også kaldes Djefaihapi, og i min udgave af W. Stevenson Smith, The Art and Architecture of Ancient Egypt hedder han Hepzefa. Han var nomark under Sesostris I i 12. dynasti og fik en af de største kendte klippegrave, hvor der var meget højt til loftet, op til 11m, og med en række rum på i alt 55 m ind i klippen. Oprindeligt havde der været endnu et ydre rum, som nu er ødelagt og uden loft. På væggene var der lange tekster med især Hapidjefais kontrakter med de præster, som skulle sørge for hans dødekult. Teksterne er aldrig tidligere blevet kopieret i deres helhed, men det bliver nu gjort af Assiut Projektet.

I Kerma i Nubien fandt G.A. Reisner en meget smuk statue af Hapidjefais hustu Sennuwy og den nedre del af en statue af Hapidjefai selv. Han troede derfor, at H. havde været guvernør i Kerma og således blev begravet der. Det har senere vist sig, at statuerne først kom til Kerma i 2. Mellemtid, hvor de sandsynligvis var røvet fra graven i Assiut og solgt videre.

Hundegraven
Da vi besøgte Assiut var de i gang med planerne for at tømme en grav nær Grav I med utallige hundemumier og -knogler, Hundegraven. Assiuts skytsguder var Wepwawet og Anubis, der fremstilledes som sjakal/hund/ræv, og som havde templer med tilhørende hellige hunde i byen. Disse blev siden begravet i bjerget.

Grav V
Khety I, 1. Mellemtid. En meget ødelagt grav, hvor facaden og loftet til den store forreste hal er borte.

Grav IV
Khety II, 1. Mellemtid under kong Merikara. Khety II efterfulgte Iti-ibi fra Grav III som nomark og fortsatte kampen mod Theben (se Grav III). Relieffer med marcherende soldater med skjold ses stadig på en af væggene.

Grav III
Iti-ibi, nomark i slutningen af 1. Mellemtid. Facaden er væk, men den store forreste hal er en af de største fra 1. Mellemtid. Oprindeligt var der to rækker med to piller, som delte rummet i tre dele. På væggene var der stadig få rester af den oprindelige dekoration, hvor især en kampscene mellem to soldater, formodentlig en  ‘assiuti’ og en fra Theben, som kæmpede i slutningen af 1. Mellemtid, er interessant.

Grav III og IV er også forbundet med Grav N 13.2, og det er sandsynligvis her, i disse tre grave, helgenen og eneboeren John af Lycopolis (det græske navn for Assiut) boede, da tre rum omtales i en tekst om ham. Gennem en åbning kommunikerede han  med omverdenen og modtog besøg lørdag og søndag, dog kun af mænd.

N 13.1
Den sidste grav, vi så, lå endnu lidt højere. Den blev opdaget i 2005 og stammer også fra slutningen af 1. Mellemtid og tilhørte nomarken Iti-ibi(-iqer). Foran graven var der flere vertikale skakter til gravejerens underordnede. Selve graven bestod af et  næsten kvadratisk rum med to piller og en indre niche. På væggene sås også marcherende soldater med skjold foruden utallige graffiti fra det tidlige Ny Rige. Sidstnævnte består af tekster og billeder af bl.a. en flodhest, og de hænger sammen med, at graven blev benyttet som ekskursionsmål for skoler i Ny Rige.

En fin kvindestatuette af træ på Nationalmuseet siges at stamme fra en grav i Assiut. Hun ligner faktisk en lidt ‘billigere’ udgave af Sennuwy.

På museet i Mallawi så vi som nævnt (Dag 6) nogle fine kister fra Assiut.

De to berømte modeller med ægyptiske og nubiske soldater stammer fra Mesehtis grav i Assiut. Denne grav kan ikke umiddelbart ses på planen ovenfor.

Jeg tror, alle var enige om, at besøget hos Jochen Kahl og hans hold på bjerget i Assiut var en nat i Assiut værd. Inden vi fortsætter til Qau el Kebir er her Pias billede, som også blev taget, lige før vi kørte. Se flere billeder fra selve gravene ved at følge de forskellige links nederst.

Qau el Kebir ligger på østbredden af Nilen, så fra Assiut på vestbredden kørte vi over broen og ca. 45 km mod syd. Gravene her er fra 12. dynasti, og de store nomark-grave er generelt senere end i Assiut. Der var tre strørre anlæg med en processionsvej op ad bjerget til et terasseanlæg med en søjlegård i første niveau og en portico i næste niveau, hvorfra der var adgang til flere rum hugget ud i klippen, det første med yderligere søjler. Nomarken Wah-ka II, som levede under Sesostris III til Amenemhet III, havde den længste processionsvej. Vi gik op og så nærmere på det imponerende gravanlæg.

Her ses Wah-ka II’s grav fra den 2. terrasse, med blik ned på søjlegården og rampen fra 1. til 2. niveau.

Ligesom i Assiut var de forreste dele styrtet sammen, men her var lukket til de indre rum.

Når man kiggede op i den bevarede del af det let vælvede loft i det sammenstyrtede rum, kunne man se noget af den oprindelige dekoration.

Flinders Petrie arbejde i Qau i 1923-24, og på hans tid var det stadig muligt at se flere forskellige loftsmønstre. Her er et af dem.

Hos Digital Egypt (se nedefor) fandt jeg denne illustration fra Petries oprindelige publikation med loftsmønstre fra Wah-ka II’s grav. Det, jeg fotograferede, må være det nederst til venstre.

Det var muligt at se ind i det aflåste rum med en niche til en statue af Wah-ka i midten af bagvæggen. Man kunne også ane, at der havde været dekoration på væggene, bl.a. en kheker-frise øverst.

Det er klart, at ødelæggelsen af klippegravene også her hænger sammen med, at der har været stenbrud. (Pias billede)

Udsigten oppe fra omkring Wah-Ka II’s grav. Det ser ud til, at der var mange skaktgrave nedenfor de finere klippegrave. (Pias billede)

På vejen tilbage til Luxor kørte vi igen på østbredden, da Qau som nævnt lå her (i øvrigt lige syd for Hammamiya, se Dag 2). Denne gang fik Pia et billede af resterne af et tempel, som ser ud til at være fra græsk-romersk tid (jvf. Su’s rejseblog Reflections on the Nile, hvor hun kalder det et ’mystery site’).

Der er ikke længere konvojer fra Hurghada til Luxor, men det sidste stykke vej til Luxor fra Qena, hvor vejen til Hurghada er, tager alligevel lang tid, da der i stedet er utallige kontrolsteder (checkpoints). Til sidst nåede vi dog frem til vores hotel, Iberotel ved Nilen syd for Luxor-templet.

Assiut:
Læs mere om Assiut Projeketet med Jochem Kahl i spidsen: The Asyut Project. Her er der bl.a. billede af Hapidjefais grav (Grav I) udefra.
JOGU pdf-fil (3 sider) med en artikel om arbejdet i Assiut (på tysk)
Som nævnt tidligere har en hollandsk studiegruppe også fotograferet inde i Hapidjefais grav: flickr billeder fra Stefan Geens
Statue af Sennuwy i Boston
Om John af Lycopolis

Qau el Kebir:
Digital Egypt baggrundsinformation og litteratur
Digital Egypt 3D rekonstruktioner af grave i Qau el Kebir
Digital Egypt om Wah-ka II’s grav
Egyptian Monuments om Qau el Kebir

Det var nu tid til at forlade oaserne og vende tilbage til Nildalen. (Pias billede)

Vi gjorde et par stop på vejen for at se den romerske by Kellis, og for at gøre endnu et forsøg på at finde gamle klipperistninger.

Ca. 20 km øst for hovedbyen Mut ligger ruinerne af Kellis, som i dag hedder Ismant el-Kharab. Ismant er en nærliggende landsby, og el-Kharab betyder ‘ruiner’, altså ‘Ruin-Ismant’. Stedet er blevet undersøgt og udgravet siden 1980’erne af Dakhla Oasis Project (DOP) under ledelse af Colin Hope.

Kellis var en stor by på omkring 1 km2. Ruinerne stammer både fra Romersk tid, hvor de ægyptiske guder stadig blev tilbedt i templer, og fra overgangen til kristendommen med flere kirker, dvs. fra det 1. til 5. århundrede. Som det ses, kan ruinerne også anvendes i dag …

En række med ca. 20 grave i den nordvestlige del af Kellis benævnes Nordgravene. De er bygget af lersten, og flere har stadig puds på det nederste af væggene.

Den største grav, North Tomb 1, blev allerede dokumenteret af amerikaneren Herbert E. Winlock i 1908. Det centrale rum havde mure af sandsten med faraoniske scener, men da Dakhla Oasis Project fra Monash University (DOP) begyndte at arbejde her i 2000, var kun de nederste lag stadig intakte. Winlocks fotografier og de bevarede rester er dog nok til, at man kan datere graven til det 1. århundrede.

Puds på væggene i en grav ses her.

Det største tempel var til ære for guden Tutu, der var meget populær i Ptolemæisk og Romersk tid. Han er et godt eksempel på den gamle ægyptiske tro blandet med noget nyt. Tutu fremstilledes som en sfinks, der ofte havde en hale som en kobraslange og et ekstra krokodillehoved under sit eget hoved. Udgravninger startede her i 1991, hvor man opdagede, at der lå et mamisi ved siden af hovedtemplet. De fine malerier med rækker af ægyptiske guder er blevet restaureret af DOP, og en artikel i det seneste Egyptian Archaeology (EA 35, 2009, s. 3-7) viser flere billeder her fra.

Da vi kom til stedet, hvor vi på vejen til Dakhla havde stoppet for at lede efter klipperistninger, stoppede vi igen. Det fremgik nemlig af Elsebeths guidebog, at der også var klipperistninger på selve ‘kamelklippen’, som vi ikke havde undersøgt i første omgang.

Vi blev dog ikke så meget klogere, da vi stadig er tvivl, om disse klipperistninger er de rigtigt gamle?

Efter at have været hele vejen rundt om kamelen og de nærliggende klipper, fortsatte vi til Assiut.

Vi kom frem til hotel Akhnaton i Assiut, som på mange måder var et antiklimaks, men samtidig – for en enkel nat – en oplevelse.  Her ses udsigten fra hotellet.

Der var rene lagner, og en praktisk detalje, som dog ikke var planlagt fra starten, var, at Jochem Kahl og hans hold også boede på samme hotel. Vi blev godt bevogtet her i Assiut, som er berygtet for studenteroprør mm., og bare vi skulle over på den anden side af gaden for at købe vand, blev vi fulgt af politivagter. Som det nok fremgår, er det ikke lige stedet at gå en aftentur, men for at hæve penge i en automat fik jeg dog bevilliget en lille gåtur med vores lokalguide Ahmed og to ekstra vagter. Det gik naturligvis uden yderligere problemer… Vi aftalte med Jochem, at vi kunne følges med udgravningsholdet ud til klippegravene næste morgen, så vi bl.a. alle kunne bevogtes af de samme politivagter. (Pias billede)

Hotellet blev også brugt til bryllupper, som det ses af denne trone til brudepar i rummet, hvor vi fik aftensmad. (Pias billede)

Dakhla Oasis Project om Ismant el-Kharab (Kellis), bl.a. med en oversigtsplan og flere artikler om de forskellige udgravningsområder med planer. Bl.a. en artikel om udgravningerne i 2000-2002 med et fint relief af guden Tutu. Og Læs mere om Nordgravene, med bl.a. Winlocks billeder af North Tomb 1.
Ismant el-Kharab (Kelllis), Egyptian Monuments

40 sider om Dakhla med billeder, især om Dakhla Oasis Project og bl.a. om Kellis og Amheida. Udgivet i forbindelse med en udstilling om Dakhla: Treasures of the Dakhleh Oasis. An exhibition on the occasion of the Fifth International Conference of the Dakhleh Oasis Project.

Hotel Desert Lodge (se Dag 8) havde også en fin udsigt til oasekanten og mange mure med palmegrene øverst.

– som en kheker-frise

Denne dag koncentrerede vi os om området mellem Dakhlas hovedby Mut og el Qasr nær hotellet (se kort Dag 8). Vi startede med at se det romerske tempel Deir el Hagar.

Deir el Hagar blev bygget under Kejser Nero (54-68) for den thebanske triade: Amon, Mut og Khons. Det er restaureret af the Dakhleh Oasis Project (se link nederst).

Kejseren ofrer til Amon og Mut (bemærk hendes prikkede krone).

På en væg ses himmelgudinden Nut med sin lange slangeagtige krop.

Nær Deir el Hagar ligger Muzawaqa med over 300 grave i klippen fra romersk tid, 1-2. årh.

Da Petosiris og Pedubastis’ grave med fine malerier har været lukket for restaurering siden 1988, klatrede vi rundt på klippen og kiggede ind i alle huller.

I nogle af dem lå der mumier …

Næste stop var Amheida, hvor der også er romerske grave samt en by. En af gravene har en stump pyramide over, som er restaureret for at bevare den (se link til artikel nederst, hvor der også er et billede af, hvordan den så ud før restaureringen).

Flere huse var dekoreret med vægmalerier, som dog er dækket til for at beskytte dem.

Som nævnt besøgte vi også den gamle by el Qasr, hvor bl.a. minareten var restaureret.

Noget af det, som vakte størst interesse, var dørenes sindrige låsesystem med små huller i et stykke træ og en ‘nøgle’ med tilsvarende tapper. Over dørene i vigtige bygninger var der arabiske indskrifter udskåret i træ med navnet på bygherren /ejeren og byggeår.

El Qasrs gamle islamiske huse er ikke længere beboede, og byen står som et friluftsmuseum. Turister vises rundt i byen, da det er let at fare vild, men den er dog ikke større, end at man hurtigt vil finde ud igen.

El Qasrs etnografiske museum bestyres af denne venlige kvinde.

I museet hænger fotografier af vigtige personer, hvor jeg især bemærkede denne mand, som var den første til at benytte en ‘håndmaskine’ til at grave brønde med.

Desuden var der forskellige genstande, som er typiske for oasen, især kurve og keramik.

Et par steder i el Qasr ses genanvendte stenblokke med hieroglyffer.

Her er en anden, som også har en del af en trone (Pias billede).

Vi besluttede at vente med at se den romerske by Kellis til næste dag på vej tilbage til Nildalen, så vi fik mere tid til at nyde hotellet, udsigten og den varme kilde samt mulighed for at lede efter fossiler nedenfor hotellet. Det blev vist ikke til så mange fossiler, men de fleste fik endnu et bad i den varme kilde med deraf følgende rustrødt badetøj.

Deir el Hagar, Tour Egypt
Deir el Hagar, Egyptian Monuments
The Dakhla Oasis Project med årlige rapporter
Amheida
Artikel i Minerva fra 2006 om Amheida
el Qasr Egyptian Monuments
Artikel i Al-Ahram om el Qasr fra 2006

 Klik for større kort over Dakhla (fra TourEgypt)

Efter at have set det meste af det, som er tilgængeligt med bus i Kharga Oasen, gik turen videre mod Dakhla, som ligger vest for Kharga.

På vejen til hotellet gjorde vi nogle stop, da vi var startet om morgenen, og hotellet lå i den fjernere del af Dakhla.

Første stop var lidt før byerne Tineida og Bashindi ved nogle klipper, hvor der skulle være klipperistninger fra forskellige perioder.

Vi ledte og kiggede, men det var svært at afgøre, hvilke klipperistninger der var gamle, og hvilke der var af nyere dato.

Er disse dyr gamle?

Eller disse med en rytter?

  Klik for større plan.

Ved Balat ligger en by (Ain Asil) med tilhørende guvernørgrave (Qila el-Dabba) fra slutningen af Gamle Rige udgravet af franskmænd (IFAO).

Den mest synlige grav tilhører Khentikau-Pepi (M IV på planen).

Det er dog Khentikas grav fra Pepi I’s tid, man kan komme ned i (M III), da der er malerier på væggene.

Det er muligt at fotografere i graven, hvis man køber en fotobillet. Her ses Khentika og hans hustru.

Khentikas hustru ved et offerbord og med en hund under stolen.

Ved siden af Khentikas grav kan man se et rum med en sarkofag tilhørende en guvernør fra 1. Mellemtid ved navn Betjou.

For at komme til selve byen Ain Asil måtte vi ud at gå.

Det var stadig muligt at se meget af Ain Asil med guvernørernes palads.

Franskmændene havde restaureret mure for at bevare dem, men sand fylder de fleste rum. Her er det en række kapeller opført til guvernørerne i forbindelse med byen.

 Medounefers kapel med hans titler, hvor der også blev fundet en statue af ham.

Franskmændene havde efterladt et bjerg af potteskår fra udgravningerne.

Nær Balat ligger landsbyen Bashindi opkaldt efter Pasha Hindi, en middelalderlig sheik, som er begravet her.

I Bashindi er der flere romerske grave, bl.a. Kitines’ grav fra det 2. århundrede.

Kitines’ grav har relieffer på væggene, her ses Osiris og Anubis.

I selve landsbyen var der mange gode motiver.

Hen på eftermiddagen nåede vi frem til vores hotel, Desert Lodge.

Desert Lodge er bygget i ‘oase stil’ og så vidt muligt med naturmaterialer.

Da hoteller ligger på en klippe ved den gamle by el Qasr, er der også en fin udsigt ned over el Qasr, som vi besøgte dagen efter.

Noget af det bedste var, at de havde deres egen varme kilde med jernholdigt vand. Her badede vi, mens solen gik ned på den ene side og fuldmånen op på den anden.

Før badet mødte jeg en svensker, som fortalte, at han skulle købe en kamel for at ride tværs over Sahara. Han gav mig adressen på sin hjemmeside: www.christianbodegren.com

Balat fra IFAO med plan over Ain Asil
Ain Asil og Qila el-Dabba, Egyptian Monuments
Bashindi med Kitnes’ grav (3 sider pdf)

Den opmærksomme blog-læser har nok bemærket, at billedet øverst er udskiftet for nylig. Jeg syntes, det var mere passende med et billede fra 2009-rejsen, da de to forrige fra Abydos og Elephantine var fra min DÆS-rejse i 2004. Potteskårene er fra Ain Asil (se ovenfor).

Kharga map Klik for større kort over Kharga (fra Tour Egypt)

Efter en nat i Kharga by var vi klar til at se nærmere på denne oase, hvor flere romerske forter og templer ventede på os.Kharga 1

Mit første billede blev dog udsigten fra hotellet: en typisk ‘oase-landsby’ bygget af lersten. Sikkert ikke så meget anderledes end i oldtidens Ægypten.

Dush

Vi startede med at køre 120 km mod syd til Dush, også kaldet Qasr Dush, da ‘qasr’ betyder fort på arabisk. Dette sted var af stor strategisk betydning i romertiden i forbindelse med karavaneruterne mod syd.

Dush 2

Efter at have klatret rundt i bjergene i Mellemægypten i nogle dage var det igen tid til ørkenvandring. Oasekanten ses tydeligt i baggrunden, da vi som nævnt (Dag 6) nu er nede i en depression.

Dush 3

Templet i Dush har mure af lersten og bl.a. porte, søjler og gulv af kalksten. To porte og to åbne gårde leder frem til selve sanktuaret.

Dush 8

Templet er opført af de romerske kejsere Domitian (81-96), Hadrian (117-138) og Antonius Pius (138-161) til ære for Osiris-Serapis og Isis.

Dush treasure I 1989 fandt de franske arkæologer (IFAO), som arbejdede her, en skat, der i dag er udstillet på Cairo Museet. Skatten bestod bl.a. af dette diadem med Serapis.

Dush 7

Det var muligt at komme op og se ned over templet og fortet.

Dush fort

Vi gik også rundt om selve fortet, før vi forlod Dush og kørte mod nord igen.

Qasr el-Ghuweita

Næste stop var Qasr el-Zayyan, som lå meget nær vejen, syd for Kharga by.

Qasr el-G.

Templet blev opført i Ptolemæisk tid og udvidet under den romerske kejser Antonius Pius.

Amon

Amon-Ra blev tilbedt her.

Khnum

Foruden en form for Khnum.

Qasr el Ghueita

Qasr el Ghuweita nær Qasr el-Zayyan var næste stop – her lå fort og tempel igen på et højdedrag med udsigt.

Varm!

Det var efterhånden godt op ad formiddagen, og en smule skygge var ikke af vejen!

Qaser el Ghuweita

Templet blev bygget af perserkongen Dareius I over et tidligere faraonisk tempel. Det blev udvidet i Ptolemæisk tid, og romerne byggede siden et fort omkring det.

Konge

Her er det en af de ptolemæiske konger.

Tempel

I Qasr el Ghuweita tilbedtes den thebanske triade Amon, Mut og Khons.

Fekri og Mohamed

Mens vi rendte rundt i ørkenen, fandt vores to chauffører Fekri og Mohamed også lidt skygge!

Museum

Tilbage i Kharga by, som i øvrigt også hedder Qasr Kharga, besøgte vi det lokale museum.

Museum

Her var det heldigvis tilladt at fotografere (uden blitz), og der var mange fine ting fra bl.a. de franske udgravninger i Qila el-Dabba og Ain Asil i Dakhla Oasen (se Dag 8).

Stele

Khentikas stele fra hans grav i Qila el-Dabba fra slutningen af 6. dynasti. Graven så vi Dag 8.

Nakkestøtte

Khentikas nakkestøtte.

Skrivetavler

Lertavler fra Ain Asil fra slutningen af 6. dynasti med hieratisk og de spidse benprene, som blev anvendt til at skrive med. På disse tavler kan man bl.a. læse navnene på guvernørerne i oasen, regnskaber, lister over varer leveret til paladset og breve. Der blev fundet i alt ca. 500 hele og især fragmentariske lertavler, hvoraf ca. 50 var breve, der er med til at fortælle om administrationen mellem de forskellige steder i oasen.

Bagawat

Efter en frokostpause så vi Bagawat med kristne gravkapeller, som også er nær ved Kharga by.

Exodus

Flere af kapellerne har malerier i lofterne som bl.a. dette kaldet Exodus-kapellet med faraos soldater.

Noah

Og Fredskapellet med Noahs Ark.

Bagawat

Hen på eftermiddagen var der trods alt efterhånden ved at falde lidt skygge mellem gravkapellerne.

Hibis renovering

Inden vi skulle tilbage til hotellet, måtte vi dog lige stoppe ved Hibis Templet, som er under renovering og derfor lukket.

Hibis

Det er det største tempel i oaserne, til ære for Amon-Ra, og med fine relieffer. Det er bygget af Dareius I og siden Nekhtanebo i 30. dynasti og Ptolemæus II.

Nadura

Da vi altså ikke kunne komme ind i Hibis Templet, tog vi lige et romersk fort/tempel mere: Nadura, som ligger nær Hibis og Kharga by. Her er der fine relieffer med kvindelige musikanter, men da de lå i skygge, bliver dette billede det sidste fra vores lange varme dag i Kharga.

TourEgypt om de forskellige steder i Kharga.
Egyptian Monuments med en liste over mange steder i oaserne, som man kan læse mere om.

Denne dag brugte vi på at køre den lange vej fra Minia og ud til vores hotel i Kharga Oasen. På vejen stoppede vi først ved museet i Mallawi.

Mallawi Museum hver dag!

Vi var flere gange kørt igennem eller forbi Mallawi, men der havde ikke været tid til at besøge museet før nu. Man opfordres dog til at besøge museet hver dag!

Mallawi Museum

Museet er bygget i stil med et ægyptisk tempel og bevogtes som et fort. Det var strengt forbudt at fotografere inde i museet.

RUKU_1569

Heldigvis har Kurt fotograferet for nogle år siden, da det ikke var forbudt. Der var mange ibisfugle mm. fra Tuna el Gebel.

RUKU_1565

Og krukker og kister til at begrave ibisfuglene i.

RUKU_1575

Vi så også en Amarna-talatat med byggeaktivitet og paladsliv.

RUKU_1571

Og en statuegruppe fra Gamle Rige.

RUKU_1574

Dette ostrakon med en hare kan jeg ikke huske at have set, men det er ret fint.

Obelisk

Pia fik fotograferet den lokale obelisk.

Assiut

Vi spiste frokost i Assiut på Happy Dolphin, før vi kørte ud i ørkenen. (Pias billede)

Assiut

Der var udsigt til Nilen og god mad.

På vej til Kharga

Men endelig var vi på vej til Kharga! ‘Velkommen til Den Nye Dal’ (el Wadi el Gedid), som Kharga og Dakhla oase-området kaldes, står der på denne avancerede tempellignende vejspærring/indgangport (Pias billede).

Kharga!

Og sidst på eftermiddagen kørte vi ned i selve depressionen, hvor Kharga ligger. Dvs. det lavereliggende område, som udgør oasen.

Tak til Kurt og Pia for billeder!

Se flere billeder fra museet i Mallawi her (pdf), bl.a. en af de fine kister fra Mellemste Rige i Assiut og billeder fra nogle af rummene på museet (også Isidoras mumie i Tuna el Gebel og Petosiris grav, jvf. ‘Dag 4’).

Den tredje og sidste dag i Minia havde vi en aftale med to sheiker: Sheik Ibada og Sheik Said. Førstnævnte sted med et tempel fra Ramses II’s tid og det andet med klippegrave fra Gamle Rige.

Minibus

For at komme til Sheik Said var det nødvendigt med et mindre køretøj, da en stor bus ikke ville kunne komme derhen ad de smalle veje gennem landsbyer og langs kanaler. Ahmed, der er inspektør i området, og som også var med os i Amarna, sørgede for en minibus samt for vores tilladelse til at besøge de to steder.

Færgeoverfart

Vi fik minibussen nær et færgeleje på vestbredden, og den kom med over Nilen, da både Sheik Ibada og Sheik Said ligger på østbredden nord for Amarna.

Ram.II Sheik Ibada

Vi kom uden problemer til Sheik Ibada, som ligger nordligst af de to steder. Her så vi først resterne af et tempel fra Ramses II’s tid med en søjlegård.

Atum

Søjlerne havde alle relieffer med Ramses, der ofrer til forskellige guder. Her er det Atum fra Heliopolis.

Thot

Og Thoth med gudinden Nehemawat fra Hermopolis. 

Sakhmet

Og Sakhmet.

Antinopolis

I romersk tid hed byen Antinopolis, da den var grundlagt af kejser Hadrian i år 130 til minde om hans unge ven Antinous, som druknede i Nilen nær byen.

Kirke

I flere år har italienske arkæologer arbejdet i Sheik Ibada/Antinopolis, og de har bl.a. udgravet en stor kirke.

Sheik Said vej

Vi kørte mod syd forbi Deir el Bersha til Sheik Said, hvor vi kørte på en meget smal vej langs en kanal. (Pias billede)

På vej til Sheik Said

For at komme op til gravene måtte vi alligevel gå et stykke

Sheik Said 1

Vi så forskellige grave fra Gamle Rige tilhørende Harenomets stormænd. Bl.a. Serfka og Werirni, hvis grav var lavet om til en kirke i koptisk tid.

Sheik Said 2

Det var ikke tilladt at fotografere inde i de bedste grave.

Sheik Said 3

Visse steder var der dog også indskrifter på facaden.

Sheik Said 5

Og her var et par udhugget i klippen.

Sheik Said 6

Vi måtte også ned igen …

Sheik Ibada, Egyptian Monuments (kort tekst uden billeder)
Det kristne Antinopolis, TourEgypt  

Sheik Said, Egyptian Monuments

Arkiver

november 2018
M T O T F L S
« jul    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Reklamer