You are currently browsing the category archive for the ‘Petrie Projektet’ category.

Vi har fået røntgenfotograferet og ct-scannet Glyptotekets to babykrokodillemumier. Læs om resultatet på Glyptotekets blog.

Lørdag d. 5. juni blev der afholdt en Petrie-studiedag i The Burrell Collection i Glasgow. Jeg var der desværre ikke selv, men det var Paula Veiga, og hun skriver om dagen på Heritage Key. Se også hendes tidligere indlæg med program og om tre relevante bøger.

Nogle dage senere rejste jeg til Manchester, og på Glyptotekets blog har jeg netop skrevet en lille historie om gravfund i Manchester og på Glyptoteket.

Efter Boston og Chicago gik turen til Philadelphia, hvor jeg tilbragte nogle dage på University of Pennsylvania Museum. Her er nogle billeder fra deres ægyptiske samling.

Noget af det mest interessante på dette museum er fra Clarence Fischers udgravninger i Memphis 1915. Han fandt Merenptahs palads, og flere søjler og porte fra dette, kan nu ses i Philadelphia. De to bagerste søjler er fra Memphis – de er begge delt i to, da der ikke er højt nok til loftet. Det samme gælder den store port bagerst. Langt de fleste genstande på museet stammer fra udgravninger, museet egne og bl.a. Petries.

Sfinksen med Ramses II’s navn, som står centralt mellem Merenptahs søjler og foran den største port (med billede fra Memphis imellem), kommer fra Petries udgravninger i Memphis 1912. Den blev fundet samtidig og i nærheden af den store dobbeltstatue af Ramses II og Ptah på Glyptoteket. Petrie var ked af, at dens ansigt var så dårligt bevaret, men den er ganske imponerende endda.

En lille model af tronsalen i Merenptahs palads i Memphis. Det meste af de øvre vægmalerier er fri fantasi, men resten (det nederste af væggene, søjlerne og tronpodiet) var bevaret, da paladset blev fundet i 1915. På et tidspunkt havde der været brand i paladset, hvilket faktisk var med til at bevare det.

På UPenn Museum har de det eneste kendte maleri bevaret fra Nefermaats kapel i hans og hustruen Atets mastaba i Medum. Det er (en del af) Nefermaats navn og titler.

I nogle rum ved siden af ‘Memphis-delen’ af udstillingen i underetagen kan man stadig se Amarna-udstillingen  ‘Amarna – Ancient Egypt’s Place in the Sun‘ (se tidligere indlæg). Her er et relief, som blev genanvendt til base for en sfinks, deraf formen. I indskriften står der, at det er Akhenaten og datteren Meritaten øverst, og at det oprindeligt hørte til en af de såkaldte ‘solskygger’ (‘sunshades’). De udhulede felter var sandsynligvis tidligere fyldt med fajance.

På Amarna-udstillingen ses også to gulvmalerier fra Maru-Aten, hvorfra Glyptoteket også har to. Ved siden af er der en dørstolpe fra Nordpaladset med Meritatens navn, hvor der oprindeligt stod et andet navn – muligvis Nefertiti. Det er her fra vi ved, at Nordpaladset tilhørte Meritaten og en anden før hende (altså evt. Nefertiti). Blokken længst til højre er den nedre del af et ædetrug med en tyr, igen ligesom det der findes på Glyptoteket.

Underetagen med den ægyptiske samling kaldes ‘Lower Egypt’, og der er, som man kunne se, ikke så højt til loftet (både Merenptahs søjler og størte portal er som nævnt delt i to). Det var oprindeligt meningen, at arkitekturdelene fra Merenptahs palads skulle have stået i den øvre etage (‘Upper Egypt’), men man mente ikke, gulvet kunne bære. Som det ses her, ville der eller være bedre plads, og det har også med nyere undersøgelser vist sig, at det godt ville kunne lade sig gøre. Der er planer om at flytte om på udstillingen engang i fremtiden.

Statuen på billedet ovenfor ses her forfra. Den bærer Ramses II’s navn, men den er sandsynligvis omarbejdet fra en statue fra Mellemste Rige.

En anden statue på denne etage er den øvre del af en Osiris-statue af Ramses II fra hans tempel i Abydos. Han kigger nedad, da den store statue blev set nedefra.

Det sidste billede er en sten med en fordybning til en nedre dørtap i form af en bagbunden fjende. Den stammer fra templet i Nekhen/Hierakonpolis og er fra 1-2. dynasti.

Det er muligt at overnatte med sfinksen i Philadelphia: 40 winks with the sphinx.

Indtil videre har jeg skrevet om mine besøg i Boston og Chicago, men jeg mangler at skrive om Philadelphia og New York. Det kommer, men da jeg nu er hjemme igen har jeg pt. travlt med Forskningens Døgn og andre ting, som har ventet, til jeg var tilbage. Jeg har selvfølgelig en del billeder fra Philadelphia og New York, og der vil komme nyt om samlingerne der så snart som muligt.

Mumiens Mysterier

For første gang deltager Glyptoteket i Forskningens Døgn, som i år finder sted 22-24. april. Der vil være arrangementer for skoleklasser og to åbne arrangementer for alle:

Fredag kl. 15.30
Lørdag kl. 14.00

Arrangementerne vil være i stil med december-arrangementet 2009 for Venneforeningen DÆF (dog uden øl!).  Hvis det ikke lykkedes at komme til det, er der altså nu en ny chance for at se nogle af de samme genstande fra magasinet, og Mogens Jørgensen vil fortælle om mumier nede i ‘gravkammeret’.

Følgende vil være stillet frem fra magasinet:
To babykrokodillemumier (som muligvis ikke har ægte krokodiller indeni!)
Relief med krokodillesnude fra Hawara
Lille relief med Sobeks navn fra Hawara
Hjørne af bygning med relief af Amenhotep III og Sakhmet fra Memphis
Krone fra Hawara, som passer til Sobek i Boston
Løvepote fra Memphis
Fragment af maleri fra Nefermaat og Atets mastaba i Meydum

Se også Glyptotekets blog og hjemmeside (links til venstre).

Billetter til arrangementerne hentes i billetsalget på dagen. Der er et begrænset antal, så det er først til mølle.

DÆS Lørdagsseminar ‘Varsler og orakler i oldtiden’  samme lørdag! Kom om muligt til Glyptoteket fredag.

Nu er jeg i Philadelphia, men selvfølgelig kommer her først nogle billeder fra Oriental Institute Museum i Chicago.

Desværre var der for lidt tid i Chicago, men jeg nåede dog det, jeg skulle på Oriental Institute: holde foredrag om Petrie og de amerikanske samlinger, se på Petrie-fund fra magasinet og selve museet, hvor der også var flere Petrie-fund udstillet foruden særudstillingen om James Henry Breasted (tidligere omtalt – nederst).

Når man kommer til den ægyptiske samling, mødes man først af den store Tutankhamon-statue, som stammer fra hans dødetempel på Vestbredden i Theben. Både templet og statuen blev siden overtaget af Eje og Horemheb, men ansigtet er uden tvivl TAA.

I 1910 tog Petrie og hans medarbejdere de tilbageblevne relieffer og malerier fra de to vigtigste grave i Medum ned og bragte dem til Cairo. Dekorationen fra mændene Nefermaat og Rahoteps kapeller var bedst bevaret og forblev i Cairo. Dekorationen fra deres hustruer Atet og Nofrets kapeller kunne Petrie fordele mellem sine sponsorer. Oriental Institute fik et relief med fyld fra Atets kapel i Medum, som var det ydre nordlige panel ved siden af de to tilsvarende relieffer, som kom til Glyptoteket. Hvor Glyptotekets har meget af det oprindelige fyld tilbage, er Oriental Institutes, som det nok ses, meget rekonstrueret. Det kan man umiddelbart synes er for meget, men uden fyld ville relieffet ikke give samme mening. Nefermaat ses øverst og under ham sidder Atet med to af deres sønner og fire andre sønner står nederst.

Museet har også en del fund fra Petries udgravninger i Sedment som bl.a. denne model, der viser brødbagning, ølbrygning og slagtning. På magasinet så jeg også keramik fra Sedment, der ligesom modellerne stammer fra omkring slutningen af 1. Mellemtid.

Meget på museet skyldes Breasted, om i 1919 fik 5 millioner af Rockefeller til at indkøbe antikviteter i Mellemøsten. I Cairo købte han bl.a. en stor samling af tjenerfigurer fra Gamle Rige, der angiveligt stammer fra en og samme grav i Giza.

Den øvre del af en gudefigur fra Amenhotep IIIs tid af granodiorit, en stenart mellem granit og dorit, som A.III brugte til en hel del statuer.

I en montre var der flere fine ostraka, som dette hvor rollerne er byttet om. Andre montrer indeholdt genstande samlet efter tema som f.eks. musik og magi. I starten var der en pædagogisk montre med eksempler fra alle perioder fra Forhistorisk tid til Romersk tid.

Et gulvmaleri fra Maruaten i Amarna – Glyptoteket har to fra samme sted. De stammer alle fra Egypt Explorations Society’s udgravninger. Dette er igen en del restaureret.

Det glædede mig at se et hoved fra Medinet Habu, som svarer til Glyptotekets hoved fra Memphis, jvf. tidligere indlæg. Det er jo OI, der i mange år har arbejdet i Medinet Habu.

Hovedet er udstillet i den nubiske afdeling, hvor også den berømte røgelsesbrænder fra Qustul kan ses. Den viser tilsyneladende et meget tidligt billede af en farao i en båd med den hvide krone.

Udtillingen om James Henry Breasted tager udgangspunkt i hans rejse i 1919-20, der som kortet viser, gik fra Ægypten til Mesopotamien via Bombay i Indien.

Det var på denne rejse, Breasted indkøbte mange af museets genstande og foretog undersøgelser for fremtidige udgravninger. Det er en lille udstilling mest med gamle fotos og tekst. Der er dog også to montrer, som står på noget, der skal ligne de kasser, som antikviteter blev pakket i, før de blev sendt afsted . Til venstre ses genstande købt i Cairo, og de til højre blev købt i Paris. Udstillingen og kataloget diskuterer også forholdene på Breasteds tid

Kataloget til Breasted kan hentes som pdf-fil ligesom mange af Oriental Institutes udgivelser. Se linket ovenfor til det tidligere indlæg.

Foråret er kommet til Boston, hvor det nærmest var sommer, da jeg ankom.

Første morgen stod jeg spændt udenfor Museum of Fine Arts med en gipsafstøbning i en Irmapose.

Sobek lå på magasinet og ventede på at blive kronet.

Først skulle han lige rejses lidt op, så der blev plads til at anbringe gipsafstøbningen af Glyptotekets krone med fjer og horn – dog kun bunden af kronen. Denise Doxey på Museum of Fine Arts har været meget hjælpsom.

Som jeg havde håbet, passede den perfekt!

Her er et andet billede. Se også på Glyptotekets blog, hvor der er endnu et billede. På Glyptotekets blog kan man i øvrigt læse om Forskningens Døgn 22-24. april, hvor kronen igen kommer frem fra magasinet.

På onsdag rejser jeg til USA i forbindelse med Petrie Projektet på Glyptoteket. Første stop er Boston, hvor jeg bl.a. skal se, om fjerkronen fra Hawara på Glyptoteket passer med Bostons Sobek. En gipsafstøbning af bunden af kronen ligger nu i min kuffert, så jeg kan prøve, om den passer på toppen af Sobeks hoved. Se indlæg på Glyptotekets blog.

På Museum of Fine Arts i Boston er der også flere andre parallelle Petrie-fund, ligesom det er tilfældet i Philadelphia og Chicago, som jeg også skal besøge. Turen slutter med et kort ophold i New York.

Rapporter om de forskellige samlinger og Petrie Projektet vil følge her på bloggen og på Glyptotekets blog.

Museum of Fine Arts, Boston
University of Pennsylvania Museum
Oriental Institute Chicago Museum
Metropolitan Museum, New York
Brooklyn Museum, New York

Den kommende weekend tager jeg til Berlin for om mandagen at holde et Petrie-foredrag på Freie Universität. Jochem Kahl, professor på Freie Universität, har inviteret mig, og rejsedeltagerne fra DÆS-rejsen sidste efterår kender ham som leder af udgravningerne i Assiut. Hvis man vil ‘hilse på’ Jochem, kan han ses på en lille video om at studere ægyptologi.

Jeg glæder mig naturligvis meget til at besøge Neues Museum, og ikke mindre nu da Lise var der sidste weekend og sendte mig følgende.

Det nyåbnede Neues Museum i Berlin må være det bedste i verden for Ægyptensinteresserede! Vi vidste, at den tidligere udstilling i Charlottenburg kun udgjorde en lille del af museets samlinger.

I Neues Museum får vi et endnu mere overdådigt udvalg. Det, der gør det unikt, er dog ikke blot oldsagerne: den engelske arkitekt David Chipperfield har genanvendt en stor del af den ødelagte bygning med dens originale væg- og loftudsmykning, kopieret fra Lepsius-ekspeditionens facsimiletegninger udført for over 150 år siden. Resultatet er råt og fascinerende og meget helstøbt.

Man må fotografere i museet, og der forefindes en ganske velassorteret boghandel. Det er en god ide forinden at købe indgangsbilletten på nettet. Fem timer kan man nemt få til at gå med besøget, og en enkelt dag er slet ikke nok.

Mange tak til Lise for billeder og tekst.

Vi planlægger en rejse til Berlin for DÆS-medlemmer i september. Mere om dette vil snart kunne findes på DÆS-hjemmesiden.

På tordag d. 19. november skal jeg til Århus for at holde DÆS-foredrag om Petrie-fundene på Glyptoteket. Det første Petrie-foredrag var en DÆS-klubaften i København, og siden holdt jeg et for Friends of Petrie i London og senest endnu et DÆS-foredrag her i København foruden en fremlæggelse af projektet for mine kolleger på Glyptoteket. I Århus vil det blive et sammendrag af det bedste fra de tidligere foredrag og bl.a. handle om udgravningerne i Memphis, Meydum, Hawara og Sedment.
Foredraget finder sted kl. 17.30 på Antikmuseet, Aarhus Universitet, Victor Albecksvej, Århus C, bygn. 414. Alle er velkomne!

På billedet ses Petries udgravninger i Memphis i 1910.

Arkiver

maj 2024
M T O T F L S
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031