You are currently browsing the category archive for the ‘Fayum-området’ category.

I pressemeddelelserne om de nye fund i Lahun omtales også nogle grundlæggelsesdepoter ved hjørnerne af Sesostris IIs pyramidetempel.

Heritage Key har en henvisning til det ungarske Lahun projekt (omtalt tidligere), og det er dem, som i 2009 fandt Sesostris IIs grundlæggelsesdepoter. Se deres blog: http://www.lahun.blogspot.com/, hvor billedet ovenfor stammer fra.

Sidste år var der meddelelser om ægyptiske udgravninger i Lahun-området, hvor de havde fundet flere gravpladser (se tidligere indlæg). Nu har de afsløret flere grave fra Arkaisk Tid, 1. Mellemtid/Mellemste Rige og Nye Rige.

Pressemeddelelserne viser indtil videre fem forskellige billeder, bl.a. dette fra en intakt grav fra omkring 2. dynasti.

Kisten er meget lig den fra Sedment, som er udstillet på Glyptoteket.

Læs mere på Hawass’ hjemmeside   
SF Gate med fire billeder
npr har et ekstra billede
Hertige Key har næsten det samme

Lahun, eller Illahun med den arabiske bestemte artikel, var et af de tidligste steder, Petrie udgravede: 1889-90 og igen i 1911, 1914 og 1920. Her i Fayum-området var han samtidig i gang med at grave i Hawara og Gurob, som er omtalt i tidligere indlæg. Nær Sesostris II’s pyramide fandt han byen, som han døbte Kahun, da han mødte en gammel mand, der fortalte ham, at stedet hed sådan. Hele området med Sesostris II’s pyramide benævnte Petrie først Illahun og siden Lahun, som det i dag også oftest kaldes uden den arabiske bestemte artikel ‘il’.

Lahun1Sesostris II var den første konge i 12. dynasti, som byggede det meste af sin pyramide af soltørrede lersten. Der var dog et indre skelet af kalksten og naturligvis dæksten af kalksten, så den oprindeligt lignede en normal fin hvid pyramide.

ÆIN 1542_Lahun_small

Øst for pyramiden var der rester af et pyramidetempel (Mark Lehner kalder det et ‘indgangskapel’), hvor Petrie fandt flere fragmenter af bemalet kalkstensrelief. Tre fragmenter kom til Glyptoteket i 1920. På billedet ses et af dem fra den øvre del af en væg med en såkaldt khekerfrise øverst med et stribet bånd under og  under dette en stjernehimmel og rester af en tekst.

Flere fragmenter fra pyramidetemplet og fra templet ved dronningepyramiden (eller er det en satelitpyramide?) findes på Petrie Museet i London (se Digital Egypt, også link nederst) og i Philadelphia.

Lahun uræus

I kongens gravkammer fandtes en gulduræus med indlagte halvædelsten og fajance.

Petrie var længe om at finde indgangen til pyramiden, da den ikke var i nordsiden, som ved tidligere pyramider. I stedet var der en skakt udenfor pyramiden på sydsiden, som førte ind under pyramiden med en gang omkring gravkammeret. Andre skakter førte ned til gravkamre udenfor pyramiden tilhørende dronninger og prinsesser. Her blev der gjort fine smykkefund i Sesostris II’s datter Sit-Hathor-Yunits grav.

I 1990’erne gravede Royal Ontario Museum med Nicolas Millet igen i byen Kahun og lidt ved pyramiden. Der er desværre ikke publiceret noget fra disse udgravninger, men der står lidt om deres resultater på siden Virtual Kahun (også link nedenfor).

De nyeste undersøgelser indbefatter et ungarsk survey i samarbejde med Supreme Council of Antiquities i Ægypten og Petrie Museum. Med det, de kalder et geoarkæologisk feltarbejde, ønsker de at skabe et samlet overblik over området. Læs mere:  Ungarsk Lahun-survey

Petrie trappe

Petries tegning af trappen op til Kahuns ‘Akropolis’, som er et højereliggende område på størrelse med de store villaer i Kahun. Oppe på ‘Akropolis’ er der rester af endnu en villa, som kan have været til stedets ‘borgmester’.

Det ungarske Lahun-survey gør bl.a. opmærksom på, at området ved det såkaldte ‘Akropolis’ har lidt meget de seneste ti år.
Trappe 1996Trappen op til ‘Akropolis’ fotograferet 1996.

Trappe 2007Trappen op til ‘Akropolis’ fotograferet i 2007.

Ægypterne har i den seneste sæson haft udgravninger i gang i området, hvor der findes grave fra forskellige perioder, bl.a. også det Mellemste Rige. De har fundet flere nye grave og desuden grave fra Arkaisk tid, som i pressemeddelelserne blev omtalt som en ny opdagelse. Petrie fandt dog også grave fra denne periode i den såkaldte Baskatib gravplads (se Digital Egypt).

Læs den ægyptiske pressemeddelelse på Hawass’ hjemmeside og mere om grave fra 2. dynasti hos Reuter.

Stephen Quirke har skrevet en lille bog om Lahun i serien Egyptian Sites fra forlaget Golden House ‘Lahun: A Town in Egypt 1800 BC, and the History of Its Landcape’ (2005). Hos amazon.co.uk har de pt. (26.08.09) to tilbage til £12.74, men der skulle være flere på vej. Hos Oxbow koster den £14.99.

Læs mere hos:
Virtual Kahun
Digital Egypt om Lahun
egyptian monuments (tidl. EgyptSites)

Tidligere indlæg:
Medinet Gurob (med kort)
Fayum
Petrie Projektet 3 (med et andet fragment fra pyramidetemplet)

I oktober 2008 var en gruppe fra Dansk Ægyptologisk Selskab i Ægypten med Lise Manniche. Turen koncentrerede sig om Siwa Oasen og det nordlige Ægypten med bl.a. besøg i Memphis, Alexandria, Tanis og Bubastis. En af dagene tog de også fra Cairo ud til Fayum, og Ruth og Kurt har været så venlige at give mig nogle billeder der fra. Der er mange spændende steder at besøge i Fayum, og DÆS-rejsen i marts 2007 gik også bl.a. til Fayum, så nogle af billederne nedenfor er fra 2007.

mapfayum
De forskellige steder, der nævnes i teksten, kan ses på dette kort

Karanis, eller Kom Aushim, som det også kaldes, i det nord-østlige hjørne af Fayum har Willeke Wendrich fra UCLA en feltskole for amerikanske og ægyptiske studerende, hvor de lærer de forskellige  ærkæologiske teknikker og får praktisk erfaring. DÆS-rejsen 2008 besøgte dem:

Karanis udgr.2008

Flere af de studerende har blogget om deres oplevelser og erfaringer:
http://www.international.ucla.edu/article.asp?parentid=100297

http://www.magazine.ucla.edu/summerdigs/?cat=125

Karanis
I Karanis ses ruinerne af en ptolemæisk/romersk by med bl.a. to templer.

Tidligere har Willeke Wendrick gravet vest for Karanis, hvor Caton-Thompson i sin tid fandt den forhistoriske såkaldte Fayum A-kultur ved Kom W og K. Jeg har tidligere skrevet om dette her på bloggen.

I 2007 var vi også nord for Qarun-Søen i Fayum og besøgte både Qasr el-Sagha og Dimai. I Qasr el-Sagha ses et tempel fra Mellemste Rige med syv nicher. Det vides ikke, hvem det var bestemt for, da der ikke er nogen indskrifter eller relieffer.

Qasr el-Sagha
Qasr el-Sagha

Qasr el-Sagha plan

Plan over Qasr el-Sagha med de syv nicher.

I Dimai er der også meget velbevarede ruiner af en ptolemæisk by, som ligger meget malerisk.

Dimai
Dimai (kan også staves Dimeh)

I det sydlige hjørne af Fayum ligger Medinet Madi, som DÆS-rejsen i 2008 besøgte. Her lå oprindeligt et lille tempel i Mellemste Rige fra Amenemhet III’s tid for slangegudinden Renenutet og krokodilleguden Sobek. Templet blev udvidet i Ptolemæisk tid, hvor Sobek-kulten var meget populær, og krokodiller, babykrokodiller og krokodilleæg balsameredes og ofredes til templet.

Medinet Madi
Medinet Madi fra Ptolemæisk tid, hvor en sfinksallé førte op til templet.

Den inderste del af templet er fra Mellemste Rige.

Renenutet
Renenutet fra Mellemste Rige

Amenemhet og Sobek
Amenemhet III og Sobek

Medinet Madi rekonstr.
Dieter Arnolds rekonstruktion af Medinet Madi-templet fra Mellemste Rige.

I Mellemste Rige og især under Amenemhet III blev Fayum-området drænet og større arealer kunne opdyrkes. Flere flyttede hertil, templer, som Qasr el-Sagha og Medinet Madi, byggedes, og to konger, Sesostris II og Amenemhet III, valgte at blive begravet her i henholdsvis Illahun og Hawara. I Biahmu er der også rester fra perioden, da to store sokler er bevaret, hvor der har været siddende kolossalstatuer af Amenemhet III. DÆS-rejsen i 2008 besøgte disse.

Biahmu
Biahmu

Biahmu Arnold-rekonstr.
Dieter Arnold har rekonstrueret Biahmu således.

I Ptolemæisk tid var der igen fokus på Fayum, som vi også har set med byerne Dimai og Karanis samt tempeludvidelsen i Medinet Madi. Et andet tempel fra perioden er Qasr Qarun i det syd-vestlige hjørne af Fayum, hvor vi var i 2007.

Qasr Qarun
Qasr Qarun 2007 med Kurt, som har taget flere af de andre billeder.

Læs mere om Fayum på Egyptian Monuments (tidligere EgyptSites) og TourEgypt

Endnu engang mange tak til Ruth og Kurt!

Ved en senere lejlighed kommer et indlæg om Memphis.

I den seneste tid har jeg nævnt stedet Medinet Gurob ved indgangen til Fayum-området i forbindelse med Tutankhamon-udstillingen i London, Dronninge-udstillingen i Monaco og ved omtalen af Egypt Exploration Society. Det er en mindre kendt men spændende lokalitet, og når man begynder at lægge mærke til det, dukker den op flere steder, da der bl.a. er gjort mange fine fund. Den kaldes også ofte blot for Gurob, medina/medinet betyder ‘by’.

Ved hjælp af Digital Egypt kan vi først se, hvor Medinet Gurob ligger. Følger man Bahr Yussuf-forgreningen af Nilen på dens vej mod Qarun Søen i Fayum, kommer man til Ehnasiya (Herakleopolis, som også er omtalt tidligere her på bloggen, da jeg var der i november 2007). Før og efter Ehnasiya ligger andre gravpladser, hvor Petrie gravede i sin tid, Mayana og Sedment, og nærmest Medinet Gurob ligger det bedre kendte Illahun/Kahun med Sesostris II’s pyramide og by:

På Digital Egypt har de også flere digitale 3D-rekonstruktioner af forskellige steder i Ægypten, og et af dem er netop Medinet Gurob:

Petrie gravede i sin tid i Gurob 1888-89, og billederne fra hans udgravninger er netop udgivet sammen med billeder fra Sedment og Tarkhan (se indlæg nedenfor om Petrie Museum). Universitetet i Liverpool har nu i nogle år haft et survey for at undersøge området nærmere: http://www.liv.ac.uk/sace/research/projects/gurob.htm og med en nylig opdatering fra EES (nævnt tidligere).

De har samlet masser af potteskår op, som bl.a. bekræfter, at stedet har været beboet fra Tuthmosis III’s tid til omkring Ramses II. Den vigtigste periode, hvor haremspaladset med tilhørende by, templer og gravpladser blev benyttet var under Amenhotep III. Det var også på hans tid, at flere hofdamer blev begravet i nærheden med fine træstatuetter, som tidligere omtalt, da en udstilles med den store TAA-udstilling i London og en nu snart i Monaco (Dronninge-udstillingen). Der findes i alt otte eller ni tilsvarende statuetter, og jeg har her samlet dem, jeg kunne finde billeder af:

Lady Mi Lady Resi

Lady Tuty og Tama


samt lille Nebetya og en tegning fra Petries ‘Ten Years Digging in Egypt’ med Res(i) og en præstinde (som Petrie kalder hende pga. den sistrum hun bærer):

En af de fineste sminkeskeer, som ofte afbildes og er med på udstillinger, er også fra Gurob:

Og for ikke at glemme det berømte Teje-hoved af træ nu i Berlin:


Bl.a. derfor mener man, at Teje har boet i Gurob.

Petrie fandt flere genstande, som var samlet i nedgravede huller i paladset og brændt, og man har diskuteret, om der var tale om kultiske handlinger eller affald. En side fra publikationen viser nogle af disse brændte fund:

(Klik for større billede)

Her ses flere fine ting af fajance, glas, alabast mm. fra Amenhotep III og Tutankhamons tid. Bl.a. også to af de såkaldte stigbøjle-kander, som stammer fra den mykenske kultur i Grækenland. Flere af disse er fundet i Gurob, og på Petrie Museet har de nogle af disse:


Heraf ses, hvorfor de hedder stigbøjle-kander.

De har været anvendt til velduftende olier/parfume, og flere mykenske stigbøjle-kander mm. kan desuden ses på Antiksamlingen på Nationalmuseet (nær den ægyptiske samling):

Hos Digital Egypt har de også samlet litteratur om Gurob, og jeg vil minde om, at man faktisk kan downloade de to publikationer af Petrie, som både omhandler Gurob og Illahun/Kahun:

Petrie 1890. W.M. Flinders Petrie. Kahun, Gurob and Hawara. London
Petrie 1891. W.M. Flinders Petrie. Illahun, Kahun and Gurob 1889-90. London

B. Kemps artikel ‘The Harim-Palace at Medinet el-Ghurab’ i ZÄS 105 (1978), s. 122-133 kan også anbefales at læse, hvis man vil vide mere om Gurob, og man kan læse om stedet i P. Lacovara, The New Kingdom Royal City. London/New York, 1997.

Ved en senere lejlighed vil jeg nærmere omtale Petries udgravninger i Sedment.

Arkiver

maj 2024
M T O T F L S
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031